fbpx

Asters til vasen

 

Staude astersAsters er nemme skærehaveblomster

Mormorplanter eller retro – asters hører måske ikke lige til de allermest moderne stauder, men hvor er det dog nogle taknemmelige stauder til at skære ind i vaser. Deres stive stængler med masser af sidegrene, hvor der hele tiden dannes nye blomster, kan hurtigt fylde en vase.

Botanik

Aster er en stor slægt med mere end 600 arter og udbredelse i det meste af verden. Med få undtagelser blomstrer asters sent startende i september og hen mod november. De mange arter har resulteret i endnu flere sorter, og du kan få asters med hvide, rosa, mørkerosa, røde, rødviolette, orangerøde, lyseblå, blå, mørkeblå og blåviolette blomster.

Aster amellus er en af de mest dominerende stauder i de danske haver og højden er 60 cm og er dermed også egnet til buketter.

Pudeasters, Aster dumosus, er også anvendt flittigt. De forskellige sorter varierer i højder fra 20 – 40 cm. En enkelt gren fra pudeasters giver en buket i sig selv.

Plantested

Asters er nemme stauder og kan gro i de fleste jordtyper. Dog må jorden ikke være meget våd eller mangle vand. Asters, der vokser i tør jord angribes ofte af meldug på bladene. Placeres i fuld sol eller halvskygge – står de mere skyggefyldt, så vil blomstringen mindskes.

Plantepartnere

Vil du gerne danne et bed, hvor der er fest og farver på samme tid, så vil asters passe fint sammen med sankthansurt og høstanemoner.

Vil du gerne danne et bed, hvor asters tager over for andre stauder, så plant dem sammen med akelejer, engblomme, violfrøstjerne og storkenæb. Når de forårsblomstrende stauders sæson er ovre, så gror de sene asters frem med fyldigt løv og dejlige blomster.

Asters i vasen

 

Tips

  • Det kan være nødvendigt at banke de hårde stængler i de nederste 10 cm, så vandet kan optages
  • Skift vandet i vasen hver anden dag – buketten holder nemt en uge

 

PS Hvis du bliver nysgerrig på asters, så prøv de japanske, Aster ageratoides, der med deres relativt små blomster passer rigtig godt ind i haven med et vildt udtryk. De har et stort og bredt udvalg af asters i dit lokale havecenter