fbpx

Nu kan du sikre hvidløgsbeholdningen

 

Dyrk selv hvidløg
Det tager ikke lang tid at sætte et par rækker med hvidløg

Hvidløgsfed er det samme som yngleløg, og netop nu er der fyldt op på hylderne i havecentrene med yngleløg til et nyt hold hvidløg. Du skal lægge det enkelte fed af hvidløg i jorden her i efteråret – så vil løget danne top og derefter dele sig og danne et stort hvidløg, som du kan fylde op i din hvidløgsbeholdning til sommer.

Tidspunkt

Hvidløg skal lægges om efteråret, og kuldeperioden giver løget mulighed for at dele sig. Du kan også lægge hvidløg i det tidlige forår, men så når det ikke at dele sig. De professionelle hvidløgsavlere lægger deres nye yngleløg i oktober måned.
 

Sådan gør du

I køkkenhaven eller i højbedet mærker du rækker op med 25 cm mellem hver. Yngleløget skal ned i 7 cm dybde, så din rende skal være forholdsvis dyb. Afstanden mellem yngleløgene i rækken er 10 – 12 cm.
Du kan også sætte hvidløg i bunden af dit drivhus, hvis du har mulighed for det. Fordelen ved at plante i drivhuset er, at der hurtigt dannes grønne toppe, som du kan bruge som grønt drys på maden. Løgene i drivhuset skal graves op omkring sankthans, men du kan også “snyde” lidt og høste af dem løbende i foråret – de er ret lækre selvom de ikke er så store.

Du kan også lægge hvidløg i en krukke – blot skal du sørge for at vande i tørre perioder og sørge for, at overskydende vand i regnfulde perioder kan løbe fra krukken.

Hvornår skal de høstes?

I køkkenhaven og i højbedet vokser hvidløg fra oktober, men holder pause vinteren over. Løgene tåler frostvejret, så vær ikke bekymret. Når foråret bringer lys og varme, så vokser planterne videre og når deres høsttidspunkt i starten af juli måned. På dette tidspunkt, så er hinderne omkring løget stadig tykt og beskytter løget godt. Høster du senere, så vil løgets beskyttelseslag være mindre kraftigt og de enkelt fed blottes.

Når du har høstet hvidløgene, så skal de tørre. Det gøres bedst under et udhæng, så solen ikke brænder direkte på løgene. Luftskifte er vigtigt, så udendørs tørring fungerer bedst. Lykkes det dig at høste og tørre hvidløg på denne måde, kan du være selvforsynende med hvidløg resten af vinteren.

 

Tips

  • Løg kvitterer for gødning, men vent med at gøde i det tidlige forår og brug en naturgødning
  • Sørg for at holde ukrudtet ude af dit hvidløgsbed – løgplanter er spinkle planter, der nemt udkonkurreres af ukrudtsplanter