fbpx

Beskær vinranken i juleferien

 


Det er nu du skal beskære din vinranke i drivhuset

 

 

UDNYT VENTETIDEN

Nogle har fået en ufrivillig tidlig juleferie, eller er blevet sendt hjem til skærmen for at arbejde videre. Vi holder vejret, krydser fingre og venter med øget spænding på, at landets smitteniveau falder og vi igen kan se frem mod et nyt år, der giver os den frihed, som vi må indrømme, at vi er temmelig afhængige af. Ventetiden kan vi bruge på at få lidt frisk luft – vejret er dejlig mildt, og når vi nu alligevel ingen sne får, så er det da rart, at det er til at holde ud at være udenfor.

 

TID TIL BESKÆRING

Hvis du også er så heldig at have en dejlig vinranke i dit drivhus, så er det fornuftigt at få den beskåret inden det nye år starter. Lige nu er alle bladene faldet af, og resterne af klaserne hænger visne og svampebefængte tilbage.

Jeg har lavet en video om beskæring af vinranken om vinteren, og du finder videoen via dette link.

 

IKKE ALT SKAL BESKÆRES NU

En runde i haven kan også byde på andre gøremål, hvor saksen kan være svær at holde i hvile. Roserne kan du godt klippe i – men du skal nøjes med at klippe blomsterknopper af, resten af toppen skal stå frem til april næste år. Hortensiabuske har fine visne blomsterstande, og dem må du gerne klippe af, men undlad at gøre mere ved planterne nu.

Frugtbuske som ribs, solbær, hindbær og blåbær samt brombær har godt af at få fjernet et par af de gamle grene helt fra bunden. Det vil sikkert være ok at gøre det nu, for vinteren ser ud til at blive mild, men venter du til februar/marts er også ok.

I staudehaven står en del visne toppe. Det kan godt se lidt rodet ud, og måske har du det bedst med, at planterne er klippet ned og bedet er klar til næste sæson. Mange af de visne toppe har en del frø fra blomsterstandene, og disse frø er god næring for fuglene – hvis du klipper toppene af, så læg dem i en stak i haven – så kan fuglene søge ly og spise de næringsrige frø.