fbpx
Vinteren er hård ved de grønne stueplanter

Vinteren er hård ved de grønne stueplanter

Sådan passer du dine grønne planter om vinteren

 

En af de mest populære grønne planter er fingerfilodendron, som vises her på billedet. Især de unge har taget planten til sig, og de har heldigvis stor fornøjelse med planterne i deres lejligheder, på værelset eller i det nybyggede hus. 

Succesen med de grønne planter er stor. Det er forholdsvis nemme planter at passe, og så giver det masser af struktur og liv blandt møbler i hjemmet.

Alligevel er det ikke altid, projektet Grønne Planter lykkes. Især på denne årstid vil mange af dem ofte kaste bladene, få gule blade eller stå med visne bladkanter. Her kan du få en hurtig gennemgang af, hvordan man får succes med at passe de grønne planter vinteren over.

LYSFORHOLD
Ikke alle grønne planter stiller lige store krav til lys. Nogle er meget afhængige af at stå i nærheden af dagslys, mens andre er mere tolerante og kan stå i et mørkt hjørne. Du skal derfor sætte dig ind i, hvor din grønne plante helst vil vokse. Eksempelvis skal fiskebensplanter helst væk fra lyset, mens fredsliljer skal have masser af lys.
I vinterperioden vil flere af de grønne planter naturligt mindske deres bladmasse for bedre at kunne klare manglen på lys. Derfor er der flere blade som vil falde af eller bare visne væk.

KORREKT VANDING
Korte dage og gråvejr giver ikke planterne megen lyst til at gro. Faktisk vil mange af de grønne planter helt automatisk gå lidt i dvale om vinteren. Hvis du ikke får ændret på din vandingsmængde, så risikerer du, at planterne får alt for meget vand. Du ser symptomer på overvanding når planten får gule blade eller når stænglerne rådner.
For lidt vand giver visne og brune blade.

Løft på potten eller stik en finger dybt ned i jorden, så du kan mærke efter og få reguleret vandingen.

GØDNING
Når der ingen tilvækst er, så er behovet for gødning ikke høj. Hvis du vil sikre dig, at planterne får et minimum af gødning, så er det en god idé at lægge gødningstabletter eller gødningspinde ned i jorden. De frigiver gødningen meget langsomt og i takt med, at planterne bruger det.

TEMPERATUR
De fleste grønne planter skal vokse ved temperatur mellem 18 – 25 grader. Står de meget tæt på en radiator, så stiller det ekstra krav til deres styrke. I dit havecenter findes deciderede radiatorplanter, som er planter, der har en formidabel evne til at kunne udtørre helt uden at dø – i hvertfald ikke lige med det samme.

Grønne planter er ikke så sarte overfor træk, men har du for vane at lade soveværelsesvinduet stå åbent hele året rundt, så er det nok ikke lige her, du skal sætte de grønne planter – eller nogen plante i det hele taget.

GODE RÅD
Du er altid velkommen til at få gode råd hos din gartner i dit havecenter. Her er der masser af erfaring og løsninger, hvis du har problemer med at få dine grønne planter til at lykkes.

Rosens uge

Rosens uge

Rosens uge d. 24. juni – 30. juni 2019

Der findes et væld af forskellige roser, og du kan altid få gode råd om de mange muligheder hos gartneren i dit lokale havecenter

En rose er en rose er en rose… Gertrud Stein skrev denne sætning i digtet ”Sacred Emily” (1913), og kender man ikke til digterens øvrige arbejde, så har de fleste hørt netop gentagelsen af ”En rose… Mange planter har betydning for vores kulturarv. De indgår som kulturelle elementer, der er med til at erindre os om fortiden, og de er med til at forme nutiden og dens historie. Rosen er et rigtig godt bud på en betydende kulturarvsplante.

 

De altid populære roser

Roser er et symbol på kærlighed, renhed og skønhed. Selv i børnebøger stikker prinsessen sig på en rose og reddes af prinsen. I haven er roserne til stor nydelse – måske fordi den har sin sæson. Smuk og frodig bukker den under for vinterens kulde og mørke for hvert forår at springe ud med friskgrønne blade og de smukkeste blomsterhoveder. Sommeren igennem fornøjes vi af farver og duft, hvorefter hele oplevelsen gentager sig år efter år.

Der findes utrolig mange forskellige rosentyper og rosensorter. Netop denne variation er med til at gøre roserne så populære – der er altid en rose, som passer ind i sammenhængen. Det kan være den storblomstrede rose, hvor der formes de perfekte blomsterhoveder, buketrosen med de mange blomster samlet i én blomsterstand, de små lave bunddækkende roser med små blomsterhoveder eller den 4 m høje rose, der vokser i havens træ, og hvor tusindvis af blomster hvert år dækker planten.

Er måske ikke den nemmeste haveplante, men…

Hvem kan undvære roser i egen have? Når bierne summer omkring de velduftende blomsterhoveder på en varm sommerdag, så glemmer man hurtigt de arbejdsopgaver, der er forbundet med roserne i haven. De fleste oparbejder hurtigt en rutine omkring pasningen.

  1. Beskæring når forsytiabusken blomstrer i marts/april
  2. Tilførsel af kompost og startgødskning umiddelbart efter beskæringen
  3. Supplerende rosengødning hver måned frem til august
  4. Vanding i tørre perioder

Flotte friske og sunde roser er besværet værd og nydelsen er i sig selv en stor belønning.

Behold roserne lidt længere

Hæng roserne til tørre og brug de tørrede rosenhoveder til dekorationer eller kranse. Klip korte buketter af nyudsprungne roser eller roser i knop. Fjern de fleste grønne blade, men lad et enkelt sidde tilbage. Bind roserne sammen i små buketter og hæng dem med hovedet nedad under et udhæng eller inde i parasollen.

Rosenblade kan også tørres til potpourri eller te. Her plukkes kronbladene forsigtigt af, spredes ud på vandsugende papir og tørres et lunt sted. De kan også tørres i en 50 grader varm ovn i 5 – 6 timer.

Duftende roser giver de mest aromatisk tørrede blomster.

 

 

Ferieklar have

Ferieklar have

Ferieklar have

PicMonkey Collage
GØR DIN HAVE FERIEKLAR
Vi er rigtig mange haveejere, der hvert år nærmest panikker fordi familien skal holde sommerferie lige midt i havesæsonen. Hvordan kan vi efterlade haven helt til sig selv, og er den overhovedet til at komme igennem, når ferien ender og alle vender hjem igen? Få her nogle fif, så haven er klar til at du holder ferie.

GRÆSPLÆNEN
Det er indlysende, at var det muligt at standse græssets tilvækst hver sommer, ville mange haveejere være mindre bekymrede. Plantemæssigt er alle betingelser for god vækst helt i top netop om sommeren. MEN der er forskel på, hvor meget tilvækst græsset når over en tidsperiode, for undlader du at gøde din plæne lige før du tager ferie, vil den vokse moderat. På samme måde kan du undlade at klippe den meget kort – hvis græsset er ekstremt kort, vil planterne reagere med kraftig vækst som overlevelsesrefleks. Klip den derfor middelhøjt aftenen før I drager afsted på sommerferie og undlad at gøde 3 – 4 uger før.

HUSK også at kanterne ikke må være lange – hvis de får lov at stå tilbage, vil græsset her gå i blomst og smide et stort antal frø ind i dine bede.
Alternativt kan du alliere dig med naboer eller familie, som kommer forbi én gang hver uge for at slå græsplænen.

PS hvis du er en af dem, der er ved at tage tilløb til en plænerobot, så er der mange erfarne robothaveejere, som slet ikke kan få armene ned af begejstring

BEDENE
Havens mange bede med sirbuske, surbundsplanter, stauder og roser skal op til ferien have et gennemsyn. Jo flere planter, jo mindre bar jord og des mindre risiko for ukrudt.

  1. Fjern al ukrudt fra bedet
  2. Klip knækkede og væltede grene af
  3. Vand nyplantede planter godt op
  4. Bind høje stauder op
  5. Bind klatrerosernes lange skud ind
STUEPLANTERNE
Har du allerede besluttet dig for at investere tid og penge i et automatisk vandingsanlæg, så husk at beregne plads til dine stueplanter. De kan sagtens tåle at stå ude om sommeren. Hvis ikke, kan du flytte dem væk fra de varme vindueskarme, hvor solen brænder og i stedet finde mere skyggefulde placeringer i boligen. Har du plads i køkkenvasken, er det også muligt at sætte flere planter sammen med lidt vand i bunden, som de selv kan suge op efter behov. Baljer og spande kan anvendes på samme måde. Er ferien lang, vil naboen også have nemmere ved at vande stueplanterne, hvis du har samlet dem i et område.
KRUKKER OG ANDRE BEHOLDERE
Når man elsker at plante til i alle mulige størrelser krukker, kurve og tønder, så kræver det lidt ekstra at rejse hjemmefra. Bor du med altan, skal altankasserne eventuelt tages ned og sættes ind i skygge, mens du er væk.
Aftal vandingshjælpen i godt tid og byt, så du giver gengæld.

Har man ikke mulighed for ferievanding, så skal man helt klart søge at løse problemet på andre måder. Den mest ideelle er et automatisk vandingssystem. I dit havecenter kan du få råd og vejledning om vandingsanlæg til netop dit behov. Det er veludviklede systemer, der med en kontraventil åbner og lukker for vandet i det antal minutter og på de tidspunkter, som du selv bestemmer på forhånd. Vandet ledes gennem slanger frem til beholderne, hvor drypspyd sørger for, at vandet kommer ned i jorden under planterne.

VIGTIGT vent ikke med at installere det automatiske vandingssystem fem timer før flyafgang – du skal sikre dig, at vandet, som du doserer passer nogenlunde til planternes behov, så det skal gøres mindst én uge i forvejen.

Flyttes planterne i beholdere til mere skyggede forhold, vil vandingsbehovet være mindre. Sæt dem ALDRIG under udhæng eller ind i carporten, for så får de ikke glæde af sommerregnbygerne.

KØKKENHAVEN
Når du efterlader køkkenhaven i topform, er den langt lettere at vende hjem til.

  • alle rodfrugter skal være tyndet
  • ærterne og stangbønnerne bundet op
  • kartoflerne hyppet
  • ukrudtet luget
  • salaten spist
  • har du mulighed for at vande køkkenhaven med 15 – 20 mm vand lige før feriestart, er det optimalt
DRIVHUSET
Drivhusets hovedafgrøder er tomater og agurker og mange har også stor glæde af at dyrke både peber, chili og aubergine.

Ferie i 1 uge:
Har du plantet direkte i drivhusets jord, har rodnettet større mulighed for at opretholde vand- og gødningsniveauet. Anvender du kapillærkasser, så skal de du blot fylde dem helt op med vand og gødning. Sørg for at der er god udluftning i taget og at døren står åben

Ferie i 2 – 3 uger:

  • Aftal vandingsvagt 1 – 3 gange om ugen
  • Vandingsvagten skal huske at høste agurker og binde tomatplanterne op
  • Har du ikke mulighed for at få vandingshjælp, skal du installere et automatisk vandingsanlæg