fbpx

Blomster, der tåler let frost

hornvioler, Primula, vibeæg i krukker

Glade farver på en solrig morgen

Stort udvalg

 

I går var jeg forbi et velassorteret havecenter, og her blev alle kunder budt velkommen af et blomsterhav. En dejlig duft hang i luften, fuglene fløjtede, og i ro og mag blev de forskellige farver sat sammen og puttet i indkøbsvognen. Vi nærmer os drille-april, som vejrmæssigt kan give os dage, der minder om sommer, men også kan vise tænder med frost og sågar sne eller slud. Det fantastiske marts-vejr ville vi nok alle gerne fortsætte med, men så stabilt et højtryk ligger der ikke over os længere.

Frostfølsomme planter

Det er langt fra alle planter, der tåler at stå fremme i frostvejr uden at det går ud over blomsterne. Hvis du vil sikre dig, at der ikke kommer skader af frost, så skal du vælge:

  • Primula – findes i mange forskellige sorter med fine farver og former
  • Hornvioler – glade blomster, der ofte er tofarvede. Dejligt duftende
  • Vibeæg – løgblomst, der er særdeles solid og hårdfør. Blomsterne holder meget længe, når de står ude
  • Perlehyacint – løgblomst med flotte blå eller hvide blomster og lang holdbarhed ude
  • Vårlyng – smukke planter i flere farver

 

Holder længe

Forårsblomsterne har en lang holdbarhed. De er blomsterrige, robuste og gror meget langsomt i det forholdsvis kølige vejr.
Pasningen er minimal her i det tidlige forår. Planterne skal vandes indimellem, men fordampningen er ikke så høj. Vanding ca. hver 10. dag bør være nok.
Når vejrmeldingen lyder på kulde og blæst, så vil placeringen op ad en husmur være beskyttende. Læg evt. et gammelt lagen over planterne inden du selv går til ro, og fjern det om morgenen. Er der udsigt til meget vinterlige dage, så er det bedst at stille planterne ind – evt. i dit drivhus eller i carporten.

Hele foråret vil sortimentet af blomster skifte i dit lokale havecenter. Er du i tvivl om frostfølsomhed, så er der altid faglært personale, som du kan spørge om råd hos.