fbpx

Kartoffelferie

Uge 42 var i gamle dage ugen, hvor børnene hjalp til med at høste kartofler

 

DER VAR ENGANG…

Tilbage i 1823 fik bønderne lov til at holde børnene hjemme fra skole, når de skulle hjælpe til med at høste. Det gjaldt også kartoflerne. Man kan godt forestille sig en skole, hvor hele eller dele af klasserne ikke mødte op til undervisningen – det må have været noget af en udfordring for lærerne.

I 1899 lavede man derfor om på denne regel. Nu blev uge 42 afsat til kartoffelferie. Hvorvidt det var ferie er nok et spørgsmål, men børnene på landet oplevede ugen sammen med de voksne og fik løst en opgave. Netop bjergningen af kartofler i efteråret må have været hårdt arbejde med våde og klistrede jorder, hvor guldklumperne så blev sorteret fra. Når markerne så var høstede og de mange kartofler var i hus, så har de med sikkerhed haft en god fornemmelse af at være til gavn. Vinterens mange måltider blev sikret med nærende knolde, som hele familien havde været med til at sikre.

NUTIDENS KARTOFFEL

I min køkkenhave står stadig ½ række med kartofler. Jeg behøver næppe en hel uge for at få dem gravet op, og måske lader jeg dem egentlig bare ligge til de skal bruges. Hvert forår lægger vi mange læggekartofler i køkkenhaven, højbedet eller i spande. Startskuddet lyder allerede i marts måned, hvor knoldene kan lægges til forspiring og senere ud i jorden, når den er blevet varm nok. Kapløbet om at få de første nye kartofler til maden er i gang, og når juni oprinder, så smovser vi i de lækreste kartofler.

GEMMEKARTOFLER

For et år siden var efteråret præget af regn. Alt var vådt og de kartofler, som lå tilbage i jorden risikerede at rådne. Derfor besluttede jeg mig for at grave kartoflerne op. Sådan er det ikke helt i år. Godt nok er jorden fugtig, men det driver ikke af den, og kartoflerne ligger fint ned i jorden uden at rådne.

Hvis du vil gemme dine kartoffelknolde, så er der nogle få tips til at få dem til at holde længe:
 

  1. Grav dem op og ryst så meget jord af, som det er muligt
  2. Du kan enten skylle dem rene eller lade en smule jord sidde tilbage (jeg foretrækker at skylle jorden af)
  3. Nu skal knoldene ligge i ét lag bredt ud i kasser med huller i bunden, så de kan tørre på overfladen
  4. Tørringsprocessen kan godt foregå ude – bare det ikke regner på dem. Du må ikke lade kartoflerne stå i mere end 1 – 2 dage ude i lyset. (Så knoldene ikke bliver grønne)
  5. Når kartoffelknoldene er overfladetørrede, så kan du lægge dem sammen i færre kasser og stable dem. Jeg lægger et tykt lag aviser i bunden og op ad siderne på kassen, så lyset ikke trænger ind. Et låg af aviser eller pap er også nødvendigt
  6. Opbevaring under tag, men så køligt som muligt
  7. Tjek løbende for rådne kartofler – de smitter hurtigt de raske i kassen

KARTOFFELFAKTA:
 

  • Der dyrkes kartofler i over 125 forskellige lande verden over
  • Kina er den største kartoffelproducent i verden
  • Kartoflen er den fjerde største fødevare i verden efter hvede, ris og majs
  • En kartoffel består af 80% vand, og den er beslægtet med både tomater og tobak
  • Hver dansker spiser op mod 40 kg kartofler om året

DEN KOMMENDE FERIE

Med hjemmeboende skolebørn falder uge 42 på et godt tidspunkt. Skoleåret er godt i gang, og det er på tide at få en pause fra undervisningen. Familietid med fælles projekter hjemme i og omkring huset eller måske går turen til sommerhuset? Vi krydser fingre for dejlige solskinstimer, hvor traveskoene skal luftes i skov og på strand. Hestekastanjer skal med hjem i lommerne og måske er der også flotte blade med høstfarver? De orange græskar skal der snittes i og laves fine eller uhyggelige ansigter af, og mon ikke køkkenet kommer til at dufte af årstidens dejlige kager med æbler?

Ønsker alle en dejlig efterårsferie i naturen, haven eller over puslespillet med varm kakao og æblekage 🙂