fbpx

August måneds blå frugter

Smukke blåduggede blommer og blåbær og saftige brombær

Haveglæden er stor

Når man kan høste frugterne af ens egen indsats og arbejde, så er haveglæden stor. Lige nu er det høsttid i haven, og især de blå frugter synes at præge billedet.
 

Blommer

De første blommer, som modner her i haven er sorten ‘Opal’. En helt ukompliceret blomme, der bestøver sig selv og modner her i august. Den modner over nogle uger, og når vi plukker frugterne, vil de lidt hårde frugter smage lidt mindre modne – og det passer junior bedst. De helt bløde og fuldt modne blommer er søde, let melede og smager bedst, hvis man er voksen (tror jeg). Man kan nemt fylde en småsulten mave med et par håndfulde blommer – så vi når som regel at spise de fleste direkte fra træet. Hvis vi skal bruge blommer til råsyltning, så venter vi ofte til sveskeblommerne, som først modner om en måneds tid.

Hvis du mangler et par blommetræer til din have, så er det et godt tidspunkt at tænke på, hvilke du skal vælge. Fra nu og ca. 6 uger frem er det nemlig blommetid, og i dit havecenter kan de hjælpe dig med at vælge mellem mange gode sorter

Brombær

Et par håndfulde brombær plukket direkte fra krattet på gåturen er altid et hit. De vilde brombærbuske bugner af bær, som over den næste måned vil modne. Her er grenene filtret ind i hinanden med masser af torne, som man skal passe på. 

I haven kan du også dyrke brombær, og er du til de vilde, så kan det også lade sig gøre. Men er du helst fri for alle tornene, så er der rig mulighed for at dyrke brombær alligevel. Der findes adskillige brombærsorter uden torne. Nogle sorter bliver op til 2 m høje kraftige planter, mens andre vokser mere kompakt og passer til de mindre haver.

Her i vores have har vi plantet de kraftige buske og bundet dem til vandrette tråde. Så fylder de ikke ret meget, og en årlig beskæring sikrer store mængder af dejlige bær over en lang periode.

Blåbær

Rigtig mange haver har plantet blåbær. Faktisk var det en mangelvare for år tilbage, og havecentrene melder om øget interesse for netop bærbuske i disse sundhedskrisetider. Blåbær er et helt igennem fantastisk bær at dyrke i haven. Når du blot husker på, at det er en surbundsplante, så er den lige så nem at dyrke som solbær og ribs. 

Plant gerne flere forskellige sorter, for så er antallet af bær størst. Jeg har 5 – 6 forskellige sorter, som modner på forskellige tidspunkter. Den første sort er allerede færdig, mens de middeltidlige sorter lige nu modnes, og de sene sorter kun lige er begyndt at danne modne bær. Vi kan spise friske blåbær helt frem til starten af september måned.

Eneste bump på vejen er solsortene. De ELSKER vores blåbær, så derfor lægger jeg net henover buskene – det holder fuglene væk. Desværre hænder det, at en fugl sidder fast i nettet, men så redder vi den og mon ikke den har lært, at her er det os, der bestemmer?

Blåbær finde som lave, kompakte planter, men også som 1 – 1,5 m høje buske. Du finder et stort udvalg i dit lokale havecenter, som du kan finde her