fbpx

Vand i haven

Det er et trist syn der møder én, når man går tur i haven i disse dage

I skrivende stund regner det ikke! Det er nærmest ugens breaking news, for regnvejr synes at være en vejrtype, der fylder alt for meget. De rekordstore mængder nedbør begynder også at have en negativ effekt på haverne.

NÅR HAVEN STÅR UNDER VAND

Det er ikke første gang, at haverne oplever så meget vand, men ofte er det om efteråret det sker, og her formår mange planter at bruge vandet. Det tidlige forår har også fået mange planter til at reagere med nyvækst, og så må vi håbe, at de store regnmængder kommer planterne til gode. April måned er altid nedbørsfattig, så måske er det faktisk en fordel med al den regn?
Faktum er, at græsset gror – flere har allerede slået plænen, mens andre må vente til vandet har trukket ned i jorden, så man kan færdes med græsslåmaskinen. Lidt panik kan nemt opstå, men det gode råd her må være, at så længe græsset gror, så bruger det også af vandet i jorden. Hvis du klipper græsset og laver dybe kørespor i plænen, så hæmmer du iltindholdet i rodzonen og hæmmer græsset i at vokse (og bruge vandet).

HER SKAL DU SÆTTE IND

De planter, som er mest pressede af den store regnmængde er de nyplantede. De har et mindre rodnet, og vil derfor være i fare for at drukne eller simpelthen falde om. Rodnettet er nemlig også med til at fastholde planterne, og er rodnettet svagt, så er planterne også svage.
Har du nyplantede træer eller store buske, så kan det være nødvendigt at sætte en støttepæl ned. Når planten er bundet til, så rykkes rodnettet ikke rundt, men får fred til at etablere sig.

Står de nye planter under vand, så skal du grave en rende og lede vandet væk. Med lidt snilde og ingeniør-agtig planlægning er det faktisk muligt at grave en lille rille, hvor vandet kan løbe væk. Tjek flere gange at der er frit løb, og at der er et lavtliggende område, som kan aftage vandet.

Metoden kan selvfølgelig også anvendes til planter, der har stået længe, men som nu står under vand.
Har du mulighed for at prikke dybe huller med en gravegreb, så kan det være med til at lede vandet ned i jorden. Det virker især godt på de dele af haven, hvor du sjældent graver og dermed løsner jorden.

 

Det er en god idé at forsøge at lede vandet væk fra de oversvømmede bede

MANGLENDE ILT ØDELÆGGER PLANTERNE

Vandlidende jord hindrer ilt i at komme til. Ilt skal planterne bruge til at vokse med. Ilt bruges også af mikroorganismer og mindre dyr som eks. regnorme, der er med til at omsætte de visne blade. Når der over en længere periode er iltfattige forhold, så går der forrådnelse i de organiske materialer – også i rødder fra planter.
Jordens struktur ødelægges også. Vandmættet jord falder sammen, og det kan du sikkert fornemme, når du kører med en trillebør på vandmættet jord – den er svær at få til at blive luftig og fungere igen. Et godt råd er derfor at undlade færdsel på de vandlidende dele af haven.