Vi er nok mange haveejere, som frustreret har set på, at planter er helt døde i bedene. Værst er det nok gået ud over staudebedene, hvor mange af planterne er stærkt medtaget og desværre også helt døde.
Held i uheld
Når man så tager Ja-hatten på, så er det jo skønt at regnen har hjulpet de planter, som trods længere tids tørke alligevel lod sig genoplive. Det er også skønt, at vi netop nu har et helt fantastisk plantevejr, så hvorfor ikke få rettet op på skaderne og give de plantesultne bede nyt liv?
Jeg overhørte en samtale en dag, hvor to kvinder delte deres frustration over havens elendigheder. Den ene kvinde var tæt på at opgive alt, mens veninden blot konkluderede: “Så kan jeg endelig få plantet de planter, som jeg egentlig helst vil have, men som jeg jo ikke havde plads til før”.
HVAD KAN MAN PLANTE NU?
Stauder til havens blomsterbede vokser hurtigt til og dækker også den bare jord. Der er mange at vælge imellem, og du får det bedste resultat, hvis du finder ud af, om dit bed står i fuld sol/halvskygge/skygge. Har du sandblandet jord eller meget lerholdig jord, er det også en vigtig faktor, når der skal vælges stauder. Mange af stauderne står flotte med blomster netop nu, men der er jo også en del, som naturligt blomstrer i juni måned, hvor haven meget gerne må være rigtig flot. Kig derfor altid på, hvornår planterne blomstrer.
Frugt findes i mange afskygninger. Æble-, pære-, blomme-, kirsebær-, figen-, nektarin-, abrikos- eller ferskentræer. Et væld af buske; ribs, solbær, stikkelsbær, jostabær, brombær, blåbær og hindbær. Jordbær, tyttebær, tranebær osv. Der er mange, mange muligheder for at bringe masser af spiselige planter ind i haven netop nu.
Buske og træer. Prydbuske med blomster i foråret, forsommeren, sommeren eller sensommeren – der er mange at vælge mellem. Blandt de stedsegrønne er der også rig mulighed for at blive inspireret til flotte skulpturelle planter i haven. De lave prydtræer kan med fordel bruges i de store krukker eller i et blomsterbed med lave planter. De høje prydtræer giver havens bede karakter og er med til at skabe en tredje dimension i haven.
Hække kan du også plante nu, hvis de plantes fra potter eller med rodklump. De barrodede hækplanter skal vente nogle uger endnu, for planterne skal lige afslutte deres tilvækst i planteskolen.