fbpx
Husk at høste ramsløg inden det er for sent

Husk at høste ramsløg inden det er for sent

Høst ramsløg

Når først ramsløg blomstrer, er det sidste udkald for at høste

Purløg, pibeløg og ramsløg er nogle af de første “løg” i det tidlige forår. Et friskt drys af den grønne top giver både salaten, smørrebrødet eller suppen det lille ekstra.

De tilhører alle slægten Allium, men der er noget, som du skal være opmærksom på, hvis du gerne vil nyde ramsløg lidt længere. Ramsløg har nemlig en ret kort vækstperiode.

Allerede fra midten af maj, når de går i blomst, trækker “løgene” næringen fra bladene retur. Lige pludselig er hele toppen væk!

Det er derfor vigtigt at få høstet bladene i løbet af de næste 10 – 14 dage. Bladene kan du med fordel tilberede for at bevare den gode smag, som ramsløg har. Du kan lave den lækreste pesto og ramsløgssalt er også en god måde at bevare smagsoplevelsen på.

Opskrifterne får du her:

Ramsløgsurtesalt

Det er nemt og hurtigt at bevare ramsløgsmagen længe, hvis du laver urtesalt.
5 spsk groft salt (ikke flagesalt)
10 blade ramsløg
1 spsk citronsaft
De tre ingredienser hældes i en minihakker og det våde salt fordeles på en plade, som tørres i ovnen ved 50 grader i ca. 1 time.

Pesto af ramsløg

20-25 ramsløgblade
2 spsk. cashewnødder eller mandler
50 g groftrevet parmesanost
saften af ½ citron
3 spsk. olivenolie
salt og peber

Skyl bladene og lad dem tørre, så der ikke kommer for meget vand med. Kom blade, nødder/mandler, ost, citronsaft og olie i en blender eller anvend en stavblender. Når massen er ensartet smages den til med salt og peber. Kan opbevares i rengjorte glas i køleskab i ca. 2 uger.

Undgå madspild i køkkenhaven

Undgå madspild i køkkenhaven

Kulde og regn er afløst af sol og varme

Det vidunderlige forårsvejr skal nydes i fulde drag, for jorden er ved at være god at arbejde i, og lige om lidt kan vi sætte løg og lægge kartofler.

Køkkenhaven har mange udseender. Den kan være åben og firkantet, rund og omkranset, anlagt som højbede eller måske blot være i en stor krukke. Uanset størrelse, så bruges køkkenhaven til at dyrke spiselige afgrøder og måske også som skærehave. En ny havesæson i køkkenhaven starter nu, og inden du går i gang med fræser og frøposer, bør du lige overveje disse punkter:

  • Er der stadig mad i de overvintrede grøntsager fra sidste år?
  • Hvordan er det nu med sædskiftet?
  • Hvilke frø kræver højere jordtemperatur?

Høst friske skud
I min køkkenhave står grønkålen fra sidste år stadig tilbage. Den skyder med nye friske skud, der smager rigtig godt. Der er også en halv række med vinterporrer, bladbeder, selleri og nogle rødbeder, som vi aldrig fik gravet på sidste år. Disse grøntsager er ikke nye i min have, men det nye er, at vinteren har været så mild, at de stadig gror og kan høstes. Derfor får de lov til at stå tilbage i bedene lidt endnu.

Sæt ekstra krydderi på
Ramsløgene er langt fremme, purløgene er grønne, de første skud på merian, melisse og mynte er også at finde, og så har løvstikken fart på. Der er rig mulighed for at sætte ekstra krydderi på retterne til weekendens måltider

Sædskifte
Det er noget som landmanden går op i, men det bør du også. Du sikrer dig et godt resultat, hvis grøntsager fra samme familie ikke gror på samme stykke jord år efter år. Der bør gå mindst 4 år mellem hver gang du dyrker eks. kartofler på samme jordstykke. Denne flytten rundt kaldes for sædskifte. Vigtigst er det at der skiftes til nye jordstykker, når du dyrker kål og kartofler, men det er altid en god idé at rotere mellem rodfrugter (gulerødder, rødbeder, pastinak, selleri) og bælgfrugter (ærter og bønner).

Jordens temperatur
Når jorden når op på omkring 8 grader kan du for alvor komme i gang med at så disse grøntsager:

  • Bladbeder
  • Salatmix
  • Ærter
  • Gulerødder
  • Rødbeder
  • Løg – sætteløg
  • Kartofler

Du finder et stort udvalg af både læggekartofler og frø i dit lokale havecenter.

Du finder dit nærmeste havecenter via dette link
Få glæde af dine krydderurter hele vinteren

Få glæde af dine krydderurter hele vinteren

Få glæde af dine krydderurter hele vinteren

KRYDDERSALT
I min have vokser krydderurterne ufortrødent videre, men det bliver de jo nok ikke ved med. Smagen af krydderurterne kan sagtens gemmes hele vinteren, og det er ret nemt at lave kryddersalt. Det eneste det kræver er en foodprocessor eller blender til at findele og sprede smagen som optages af saltet. Efter forarbejdningen skal saltet tørre. Det kan man godt gøre på bagepapir, men det tager mange dage og går lidt ud over smagen. Alternativt kan man tørre kryddersaltet i ovnen.

SALT
Du skal bruge groft salt uden jod til kryddersalt. Du kan ikke bruge fint salt eller flagesalt.

ANDRE SMAGSFORSTÆRKERE
Udover salt og nyhøstede krydderurter, så kan man tilsætte hvidløg, chili og citron/limeskal.

KRYDDERURTER
Man kan egentlig bruge alle krydderurter til at lave kryddersalt. Du kan anvende dem enkeltvis eller lave blandinger af flere forskellige. Når man bruger de bløde krydderurter som basilikum og persille kan både blade og stilke bruges. Når det drejer sig om de mere vedagtige krydderurter som rosmarin, så skal bladene plukkes af inden brug. Mængden er du selv med til at dosere, men en retningslinje er 200 g groft salt og 5 – 6 håndfulde krydderurter til en portion.

TØRRING
Når kryddersaltet er forarbejdet i foodprocessor vil det ligne fugtigt sand. Nu skal det bredes ud på en bageplade i et tyndt lag. Bages i ca. 30 min. ved 50 grader med ovnlågen på klem. Når kryddersaltet er tørt hældes det på lufttætte glas.

FORSLAG TIL BLANDINGER
Kvan, dild og timian
Grøn mynte, oregano og citronskal
Salvie, oreganum og timian
Rosmarin, chili, hvidløg og citronskal

DET KAN DU BRUGE KRYDDERSALT TIL
Først og fremmest som bordsalt. Saltet bruges også til at gnide på kød inden stegning, og inden du bager rodfrugter i ovnen, så er kryddersaltet med til at gøre smagen endnu mere spændende. Saltet er også godt i salatdressingen og i sammenkogte retter og supper.