09 | Artikler om haven, Efterår, Stauder
Kulør i staudehaven
HØSTENS BLOMSTRENDE STAUDER
Vi kan så småt ane tegn på, at dagene bliver kortere og at blomstringen i staudehaven er på retur. Alligevel er det muligt at plante de skønneste sensommerblomstrende stauder og få en have, hvor der stadig er masser af farver.
Du får her 10 bud på stauder, der er gode, robuste, længeblomstrende og sentblomstrende:
SØLVLYS
180 cm høj og rank staude med stærke blomsteraks og bund af dybt violette blade. Kraftig duft på de smukke hvide blomster i september – oktober. Fuld sol eller halvskygge.
HØSTANEMONER
40 – 100 cm høje i mange sorter med hvide eller rosafarvede enkle eller dobbelte blomster. Blomstrer frem til oktober. Fuld sol eller halvskygge.
SOLHAT ‘GOLDSTURM’
60 cm høj gul blomst med sort midte. Blomstrer frem til oktober. Fuld sol.
PILEURT
40 – 120 cm i flere forskellige sorter med rosa, hvide, røde eller mørkerøde blomster. Blomstrer fra juli og frem til frosten. Fuld sol eller halvskygge.
STAUDESOLSIKKE ‘LEMON QUEEN’
200 cm høj med limegule blomster fra juli og langt hen i oktober. Fuld sol.
KÆMPEJERNURT
120 – 180 cm høje med små lilla blomster samlet i små buketter. Blomstrer fra juli – frost og skal plantes i fuld sol.
SANKTHANSURT
40 – 50 cm høje i flere sorter med hvide, rosa eller vinrøde blomster og blade. Blomstrer fra august til oktober. Plantes i fuld sol.
HJORTETRØST
200 cm høje kraftige stængler med mørkerøde blomster fra august – oktober. Plantes i sol eller halvskygge.
ASTERS
Med sen blomstring fra september – november, er høstasters med til at berige haven på en årstid med få blomster. Fås i mange sorter i højder fra 40 – 120 cm og i hvide, rosa og lilla farver.
STORKENÆB ‘ROZANNE’
Ca. 40 cm høj staude med utrolig lang blomstringstid fra maj – frost i december. Plantes solrigt.
PS Alle billederne er taget i dag – i min egen have 🙂
Du kan finde endnu flere sensommerblomtrende stauder i dit lokale havecenter eller planteskole. Du finder dem her
06 | Månedens Plante 2019, Planter, Sommer
Svævende lilla skyer
Kæmpejernurt er smuk og anvendelig sammen med mange af sommerens blomster og så tiltrækker den bl.a. sommerfugle
Kæmpejernurts høje stærke blomsterstængler bærer små buketter af endnu mindre lilla blomster gennem hele sommeren og sensommeren. De svævende lilla skyer øger prydværdien i blomsterbedet og sommerkrukken væsentligt.
Denne plante er svær ikke at holde af. De mørkegrønne blade danner en roset, hvorfra de høje kantede stængler vokser sig mere end 1 m høje. Kæmpejernurt hedder Verbena bonariensis på latin, og den har mange brødre og søstre i jernurtfamilien. Alle jernurt tiltrækker insekter, og det er da skønt at bidrage med føde til bl.a. sommerfugle, som flittigt sidder i blomsterne og suger næring.
Kæmpejernurt hører blandt de etårige sommerblomster i haven, men mange har god erfaring med selvsåning og/eller overvintring i milde vintre. Anvendelsen er nem, for de lange slanke blomsterstængler passer fint sammen med havens øvrige stauder og buske. Den klæder også prydgræssernes flotte sensommeraks, og har du glæden af blomstrende stauder som hjortetrøst, høstanemoner og purpursolhat, så gør kæmpejernurt sig godt sammen med dem.
Vidste du at…
Kæmpejernurt vokser naturligt i Argentina og det sydlige Brasilien? Jernurtfamilien består af omkring 250 forskellige arter, og i Danmark vokser Verbena officinalis vildt – måske fordi den tilbage i 1600-tallet blev indført som lægeplante.
Som mange andre jernurtarter, så dyrker vi kæmpejernurten fordi den har en utrolig lang blomstringstid. Fra juli og frem til frost står de lillablå blomster samlet i små tætte klaser. Desuden er der tale om rimelig robuste og vejrtolerante sommerblomster – både kraftig regn og hedebølge klarer de fleste jernurtsplanter uden problemer.
Sådan gør du
Plantning er enkel. Vælg en solrig plads og grav et plantehul, der er ca. 1½ gang større end potten. Løsn jorden godt og sørg for at jorden er trykket godt ned omkring potteklumpen. Plant i god kvalitetsjord, hvis du ønsker at anvende kæmpejernurt i krukker.
Vand godt til i forbindelse med plantningen, og fortsæt med at vande hele sommeren. Viser efteråret sig meget regnfuld, så bør krukker med kæmpejernurt sættes i ly under et tagudhæng.
Beskæring eller nedklipning af visne blomstertoppe er nødvendig, men vent gerne til foråret, for hele vinteren kan fuglene nyde godt af de mange blomsterfrø på planterne. Ofte selvsår kæmpejernurt sig, og ønsker du ikke en invasion af planter, er det vigtigt at du i det tidlige forår får luget alle de små planter væk.