fbpx
Frø-forberedelser

Frø-forberedelser

 

Forspiringen kan begynde – sådan tjekker du dine gamle frø

Jagten på nye frø er sat ind. I dit lokale havecenter er frøstativerne fyldt op med friske forsyninger, og der er helt sikkert også nyheder, som er værd at kaste et blik på. Internettet er også en stor inspirationskilde for mange haveentusiaster, og på de sociale medier som Facebook og måske især Instagram, er der så småt ved at snige sig billeder af forventelige sommerblomster ind. Blomster, som du selv skal forspire, prikle og plante ud i haven.

NYE OG GAMLE FRØPOSER
Blomster og plantefrø er levende materiale, og derfor kan du ikke være sikker på, at de gamle frø fra sidste år stadig duer. Alle frøleverandører skal anføre en udløbsdato på frøposen, så det er første indikator for, om frøene stadig er spiredygtige. Har du opbevaret resterne af sidste års frø køligt og udenfor solens stråler, så er det muligt, at de kan anvendes.

Spiretest er en god metode til at afgøre, om der er liv i frøene – der er jo ingen grund til at købe nye frø af samme blomst, hvis resten af frøene i posen fra sidste år stadig kan spire.

At udføre en spiretest er meget simpelt.

1. Fugt 3 – 4 lag køkkenrulle og læg dem på en flad tallerken. Alternativt kan en fugtig vatrundel også anvendes.
2. Placér et antal frø på det fugtige materiale og tryk dem let til. Sørg for at overskydende vand hældes fra
3. Du kan sagtens teste et antal forskellige frø på samme tallerken – sæt mærkater på, så du ved hvad det er for frø
4. Sæt tallerkenen i en tætsluttet plastikpose eller kom husholdningsfilm over
5. Stil den ved ca. 20 grader
6. Efter få dage vil du kunne se, hvilke frø der tager fugt til sig og begynder at spire

LÆS PÅ FRØPOSERNE
Der er mange oplysninger at finde på selve frøposerne. 

I eksemplet her er det sommerlevkøj, som enten kan forspires fra april eller sås direkte i havens jord fra midten af april. De skønne sommerblomster vil blomstre fra juli til midt september. Sådybden er 0,5 cm, og udplantet skal der være 25 cm mellem planterne på både den ene og anden led.
 

Nederst på posen ses sidste anvendelsesdato. Du kan også se, at spiringsprocenten er på 70% og at posen indeholder 0,35 g frø.
 
Rigtig god fornøjelse!