Hvor julet må det være?
Mange elsker alt ved den kommende årligt tilbagevendende tradition. Røde julestjerner, masser af pynt og duften af appelsin og julens sulemad. Hvis du (også) synes, at mindre kan gøre det, så vil lidt grønne juleinspirerede planter skabe en fin stemning.
I min vindueskarm har jeg sat en stuegran, Araucaria heterophylla. Den har næsten form som et lille juletræ, og det er nemt at hænge lidt pynt på grenene. Den er forholdsvis tørstig, så den skal vandes 2 – 3 gange om ugen.
Pinus pinea
Stuegran har fået selskab af det lille Pinus pinea træ, som har de blødeste grene. Her er det en helt naturlig grøn version, men den fås også med pyntede grene i hvide og andre farver. Pinus pinea kan også tåle at stå ude, hvis det ikke er alt for koldt. Pinus pinea er faktisk det træ, der er leveringsdygtig i pinjekerner, men det varer vist lidt før denne lille plante bliver klar til at sætte kogler, og så skal det plantes i Frankrig, for at sikre høsten.
Hvid cypres
De små cypresser i miniformat hedder hvid cypres, Chamaecyparis thyoides, og er vist ikke hårdføre, men er ret fine. Den lille potteklump udfordrer vandingen – planten må ikke tørre ud.
Til venstre mini Echiveria – Kristi tornekrone til højre
En anden oplagt og rigtig fin miniplante er Kristi tornekrone, Euphorbia mlii, som jeg har valgt at sætte i en lille glasklokke. Den må gerne tørre lidt ud mellem vandingerne, men jeg skal holde et vågent øje, når pottejorden er så begrænset. Heldigvis står den i en lille skål, som jeg kan fylde med vand, så den kan tage det, som den behøver.
Silver Saltbush
Denne kristtornligende plante hedder Silver saltbush, og den kendte jeg ikke. Dens latinske navn er Atriplex nummularia og stammer fra Australien, hvor den vokser i saltlejre og i ørkenen. Den skal så ikke vandes for meget…
Inspiration til jul finder du mere af, hvis du kigger forbi dit lokale havecenter, som også har forskellige materialer til at binde kranse og lave dekorationer med.