Svigter høsten?
Det så lovende ud med hasselnødder i år. De fine haser med beskyttende plisserede ender gemmer på nødden, der gennem hele sommeren har vokset sig stor. Forventningerne er store, for det er en helt speciel oplevelse at knække en hasselnød og smage den friske kerne. En kerne, som stadig er saftig og som smager meget anderledes end de tørrede kerner, som vi kan købe i supermarkedet, eller som du selv kan tørre til senere brug.
Tomme skaller
Jeg har netop været ude i min have og samlet nogle af de tomme skaller op under nøddebuskene. Nødderne er faldet ned over de sidste uger – især da det blæste kraftigt i nogle dage. Jeg havde mistanken om, at nøddesnudebillen havde været på spil, men der er ikke brune borehuller i skallen – endnu. Den vil højst sandsynligt dukke op, når nødderne modner om en måneds tid.
Nøddesnudebillen
Allerede i foråret lægger den voksne bille sine æg i de helt nye hasselnødder. Gennem sommeren vokser både nødder og larver, for at falde til jorden lige før nødderne modner. Nøddesnudebillernes larver borer sig ned i jorden under buskene. Her kan de ligge i dvale i op til flere år, inden de forpupper og bliver til voksne hunsnudebiller.
Har du høns, så vil hønsene elske at rode i jorden under hasselbuskene og snupper hver og én af de fede lækre larver. Har du ikke høns, så gælder det om at kultivere jorden under dine buske. Ved at rode rundt i jorden ned i ca. 5 cm dybde, så forstyrrer du larverne, som enten går til spilde eller søger væk.
Hvorfor er skallerne tomme
Ja, det var jo egentligt udfordringen i dag. De tomme skaller er resultatet af ringe bestøvning. Selve frugten (nødden) er ikke bestøvet nok til, at den udvikler kernen (frøet). En enkelt hasselbusk har brug for, at der flyver pollen ind fra en anden busk. Bestøvningen foregår med vinden, og det sker allerede i marts måned, hvor de lange hanrakler sender rigelige mængder af pollen mod de små lyserøde hunblomster.
Mit nøddehegn er sammensat af flere forskellige podede hasler og burde nemt blive bestøvet. Årsagen til dette års ringe høst skyldes sen og længerevarende forårsfrost i april måned.