fbpx

Der klippes og gøres klar

 Vinteraks elefantgræs

… men prydgræsserne får lov at stå lidt endnu

 

“Otto” stormens rasen

I mange haver ligger efterårets blade stadig i bedene, hvilket er helt fint. Måske havde du fjernet dem og gjort forårsklar, men så kom stormen Otto forbi og ruskede lidt op i det hele. I vores have løsnede mange af de vinterbrune blade fra bøgehækken, så nu ligger de lidt hist og her – sammen med små og mellemstore grene fra træerne. Især fra ældre træer vil der være svage grene, som med tiden bliver mindre vitale og derfor brækker af. Dem har vi en del liggende af, for der er mange store gamle træer i vores have. 

Både blade og de halvmøre grene kommer i bunden af et tomt rum i komposten. Det er altid godt med lidt grovere organisk materiale i bunden af komposten – senere kan græsafklip og lignende sætte gang i den magiske nedbrydning og give lækker muld.

 

Tilbageklipning af stauder og prydgræsser


Når marts måned melder sin ankomst, så begynder jeg at klippe stauder og prydgræsser ned. Det tager nemlig lidt tid. Prydgræsserne er de sidste, jeg klipper, for de er så smukke med deres vinteraks. De fleste staudetoppe sidder meget løst og kan nemt fjernes med en løvrive. Vær forsigtig og kig efter i bunden, for nogle af de tidlige stauder er allerede fremme med små sarte spirer. Der er dog nogle stauder, som ikke så nemt slipper. Santkhansurt er en af dem, og purpursolhat er også lidt sart. 

 

Disse venter jeg med

Udover prydgræsserne, så venter jeg også med at klippe lavendelbusken ned. Faktisk venter jeg helt til midt i marts. Så kan man nemmere vurdere, hvor langt ned i busken man kan klippe, for i april begynder de første nye skud at springe ud. 

Sommerfuglebusken er allerede godt på vej med nye blade. Saftstigningen er allerede høj i busken, men alligevel venter jeg med at klippe den tilbage til midt i april – også selvom det betyder, at de nye skud kasseres. Når jeg udsætter beskæringen til april, undgår jeg at en periode med sen frost skader planterne. 

Det samme gælder for havens roser. De har allerede nu store knopper og bladene er ved at folde sig ud. Alligevel venter jeg med at beskære til midt i april. Igen er det den sene forårsfrost, som kan være meget hård vil roserne.