fbpx

Kartoffeltid

Forspiring af kartofler

Det er herfra de nye spirer bryder frem på kartoffelknoldene

Foråret nærmer sig

 

Regntiden er ovre og solen skinner næsten hver dag. Det er så koldt om natten, at de første blomster ligger fladt på jorden hver morgen, men så snart solens stråler varmer jord og planter op, står de oprette med åbne kronblade – parate til at byde de første insekter på et måltid nektar.

En stor glæde

De første nye kartofler gravet op fra egen have er altid populært. Måske har du en lille kamp med naboen om, hvem der først henter greben for at vippe toppen af kartoffelplanten og spændt søge efter de runde sprøde knolde i den brune jord? Dejligt er det at skylle dem rene – måske skrabe den sprøde hinde af og koge knoldene i 10 – 12 min. og servere dem til aftensmåltidet. Vil du gerne være klar med tidlige kartofler til sommermiddagen, så kan du allerede nu begynde forberedelserne.

Små tykke spirer er bedst

Forspiring

Når du vil sikre sunde og sygdomsfrie kartofler, så skal du købe læggekartofler. Gamle knolde, der ligger under køkkenvasken kan risikere at smitte din jord med ubehagelige bakteriesygdomme. Når du har hentet de sorter af læggekartofler, som du vil dyrke i din have i dit lokale havecenter, så kan du med fordel lægge dem til forspiring. Det tager ca. 3 uger for knoldene at danne spirer, og det bedste resultat er små tykke spirer. Det er bedst at stille dem i et køligt lokale (ca. 10 – 15 grader) og gerne med lysindfald fra et vindue. Forspirer du i mørke, vil de nye spire være lange, lyse og sprøde. 

Som du kan se på billederne, så er æggebakker et godt sted at lægge kartofler til forspiring, men har du ikke lige nogle, så kan du sagtens lægge dem i en kasse – sørg blot for, at de ligger i ét lag.


Da yngstebarnet her i huset var barn, var der altid hjælp at hente – nu er han blevet teenager og “holder pause” fra havearbejdet

Opvarm jorden

Når kartoffelknoldene har dannet spirer og er klar til at komme i havens jord, er det ikke altid, at jorden er klar til det. Vinterens varighed er meget forskellig – og måske er foråret koldt. Du skal vente til temperaturen i jorden er ca. 10 grader.

Du kan med fordel dække jorden, som dine kartofler skal lægges i, til med gennemsigtigt plastik, som sørger for, at solen varmer jorden godt op – og sørger for, at den varme, som jorden har, ikke forsvinder så let. Når du har lagt knoldene dækkes jordstykket til igen. Først når de nye spirer presser på plasten, skal du fjerne den.

Temperaturen kan du måle med et jordtermometer.

Tjek jordtemperaturen

Vil du vente med at lægge dine kartofler til jorden naturligt er varm nok, så brug denne hjemmeside landbrugsinfo.dk hvor jordtemperaturen er målt i 10 cm dybde rundt i hele landet. Når du indtaster dit postnummer, får du oplysningerne for netop dit område.