fbpx

Kærlighedsblomst

Glæd din kæreste, mor eller bedste ven med en fin hjerteblomstrende staude, der både kan plantes i en krukke eller i havens bed

Løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis, er en skattet staude med blomstring fra maj måned. Den hjerteformede blomst symboliserer kærlighed – især de sorter, hvor blomsten er rød. Har man kærestesorg, så mener man, at den hvide sort ’Alba’ er en bedre gave.

 

Mor skal have blomster til Mors Dag, og løjtnantshjerte er en velvalgt plante til hende. De nikkende hjerteformede blomster, som sidder vandret på plantens blomsterstængler, er en klassiker i Cottage haven, men gør sig bestemt også godt, hvis den plantes i en fin krukke foran husets indgang eller på terrassen.

Løjtnantens blomst
Det officielle danske navn på Dicentra spectabilis er løjtnantshjerte, men mange ynder at kalde den for hjerteblomst. Hvis du vender hjerteblomsten på hovedet, så ligner den hvide dråbelignende del af blomsten en kvinde (eller en flaske champagne) – begge dele noget, som en løjtnant kan lide.

En plante fra skovbrynet
Løjtnantshjerte kommer oprindeligt fra lyse skovegne i det sydøstlige Asien. Den vil derfor gerne stå relativt fugtigt. Opnår den god fugtighed, så trives den fint i fuld sol. Planten har et fint forgrenet løv, og sættes den sammen med bregner og hosta, så står den ofte rigtig fint. Du kan også plante den som bund sammen med større prydbuske som klokkeblomst, forsytia, hortensia, stjernetop eller blærespiræa.

Ibland gerne lidt plantemuld, når du planter dine løjtnantshjerter.

Robust og vedvarende
Løjtnantshjerte er en staude, der hvert år bryder tidligt frem. Sen nattefrost kan skade bladene, men planten danner hurtigt nye. Planten er hårdfør og robust. År efter år pryder den din have, og den skal hverken deles eller bindes op. Løjtnantshjerte er en nem staude, der topper i maj og juni måned, hvorefter den langsomt trækker næring ned til de underjordiske plantedele og varmer op til næste års blomstring. Toppen visner ned i det tidlige efterår.

De mest almindelige sorter:

Dicentra spectabilis
80 cm høj med røde/hvide nikkende hjerteblomster fra maj – juni

Dicentra spectabilis ’Alba’
80 cm høj med hvide nikkende hjerteblomster fra maj – juni

Dicentra spectabilis ’Valentine’
60 cm høj med mørke stængler og mørkerøde/hvide nikkende hjerteblomster fra april – juni

Dicentra spectabilis ’Cupid’ – NYHED
60 cm høj med fint grønt løv og sarte rosa nikkende hjerteblomster fra april – juni

Krukkede hjerter
Især sorterne ’Valentine’ og ’Cupid’ er med deres kompakte vækstform egnede til at stå i krukker. Husk at holde jorden fugtig hele tiden – så vil du få masser af hjertevarm haveglæde.