fbpx

Drivhusets glæder

NYE FORSYNINGER I SIGTE
Man behøver ikke mange kvadratmeter drivhus for at få glæde af den ekstra varme, som glasset yder. Nu er det ved at være tid til en ny sæson med tomater, agurker, peber og chili

STOR EFTERSPØRGSEL

Lige nu er der rift om potter med tomater, agurker, peber, chili og andre grøntsager, som er fremdyrket i de danske gartnerier. Både de konventionelle og især de økologisk producerede unge planter er populære.

Sådan er det hvert forår, men i år er nok lidt særlig. Som mennesker reagerer vi forskelligt på krisestemning, men mange kan nok nikke genkendende til, at ønsket om at kunne dyrke selv og være uafhængig lige prikker lidt ekstra i år. Vi skal have nok – og mon ikke der kan klemmes et par ekstra planter ind i drivhuset?

STADIG LIDT KØLIGT

Jeg kender en skøn gartner (egentlig kender jeg mange skønne gartner), men denne her gartner har jeg kendt i mange år, og da jeg for år tilbage lavede et interview og skrev en artikel til magasinet “Haveglæder” om chili, så fik jeg nogle ret gode retningslinjer for, hvornår man kan starte plantningen af chili, peber og tomater i eget drivhus. (Jeg har ikke glemt agurkerne, men her er det lidt anderledes)

 

  1. Vil du gerne selv så dine planter, skal du starte tidligt op. Allerede i marts måned skal frøene sås i en lun vindueskarm (min. 20 grader C). Når frøene er spiret, gælder det om at give så meget lys til planterne, at de ikke bliver for ranglede i væksten.
  2. Sørg hele tiden for, at pottejorden ikke er drivvåd eller knastør. Chili, peber og tomater skal selvfølgelig bruge vand, men overvanding giver mistrivsel
  3. Omplantning og afhærdning i en lun forårsperiode, hvor planterne kan stå i drivhuset og få både plads og lys. Brug gerne små bambuspinde, så planterne ikke knækker i rodhalsen. Planterne må ikke gro under 10 grader C, så de skal ind hver nat, hvis drivhuset er uopvarmet.
  4. Anvend gerne gartneriernes udplantningsplanter, som ofte er små og kompakte. Dem kan du plante ud, når faren for nattefrost er ovre, eller hvis du har mulighed for at opvarme eller flytte planterne ind hver nat
  5. De første blomsteranlæg viser sig i maj måned, så når planterne at modne deres frugter.
  6. Udover varme, skal chili, peber og tomater vokse i en god kvalitetsjord med gødning. Tilfør løbende flydende gødning, så planten fortsat har de bedste vækstbetingelser.
  7. Hold godt øje med især luseangreb i chili og peber, som enten kan mases mellem to fingre eller spules med vandslangen. Du kan også udsætte nyttedyr, som nok skal holde eventuelle nye skadedyrsangreb i skak.

 

AGURKER

Agurker vokser hurtigt. Hvis du allerede sår agurker i marts måned, så bliver de alt for ranglede og lange inden de kan komme ud i dit drivhus. I “gamle dage” nægtede gartneren at sælge sine agurkeplanter før Grundlovsdag – først der var han sikker på, at kunderne fik mest muligt ud af de planter, som han havde lavet til dem. Sådan går det jo ikke i dag. Når kunderne vil plante agurker, så må der være agurker til salg! Forårets lune vejr gemmer også på kolde nætter, og dem vil vi nok se flere af den næste måned.

KAN du holde ud at vente lidt, så vil jeg stærkt anbefale, at du først planter tomater/chili/peber og venter med agurkerne. HUSK på at agurker meget hurtigt giver høst – i modsætning til tomater og peber, som skal have mange flere uger til at blive klar.