fbpx

Tag børnene med i haven

 

 

EN NY VIRKELIGHED

Tryghedens tæppe er revet væk under os, og vi skal vænne os til en ny virkelighed. En virkelighed, som hele tiden ændrer sig, og som måske nok skal blive mere tryg, men som altid vil blive husket. Samfundets mønstre er brudt op. Familier er mere sammen, og det sprudlende forår er heldigvis med til at gøre tiden mindre hård.

 

SÅ NYT HÅB
Der kan være noget helt spirituelt ved at så et frø. Et frø der spirer og beviser, at der er håb for nyt liv. Ved at passe frøet og den nye plante med vand og opmærksomhed, så får man en god følelse af at gøre noget livgivende. Vi kan derfor kun opfordre børnefamilier til at forspire nye planter, der til sommer kan høstes. Både grøntsager, og måske ikke mindst sommerblomster, er med til at bringe naturen og livet tættere på i disse tider.

 

VI PASSER PÅ HINANDEN 
I havecentrene er der stor opmærksomhed på at passe på. Der er fokus på at holde afstand, og der luftes godt ud. Mange tager ikke imod kontanter og rådgivning foregår udenfor i den friske luft, hvor virus ikke har gode betingelser. Der er ikke alle steder fuld bemanding på, for mange har børn, som skal passes. Dog er meldingerne fra havecentrene positive – kunder og personale får det til at fungere, så alle får det med hjem, som de gerne vil købe i så trygge rammer som muligt. Andre benytter sig af at bestille varerne til levering eller afhentning – den løsning tilbydes også.

 

SØGER DU INSPIRATION?
Brancheforeningen Danske Havecentre, som også står bag dette nyhedsbrev, lavede for nogle år siden et projekt, hvor man hjalp skolerne med at lære børn om planter og have. Sammen med fagpersonale fra skolerne fik vi udarbejdet nogle projektbeskrivelser, som de kunne benytte.

Disse projekter ligger alle sammen på www.havebørn.dk

Du er meget velkommen til at kigge forbi på siden – der ligger bl.a. denne vejledning når der skal sås frø i potter.