Sætter kølige vinde havetjansen på standby?
Så slog vejret for alvor om med klart og køligt vejr tilført en god portion nattefrost.
April lever op til sit ry om at være en måned med overraskende og vekslende vejr. Nu er det knapt så dejligt at komme i haven, for huer og halstørklæder skal igen findes frem – i sidste uge ledte det dejlige vejr tankerne hen mod shorts og sommertop.
Mindre havestress
Når jeg, iført havesaks, sav, trillebør, hakkejern og rive, arbejder i min have her i foråret, så går meget af arbejdet ud på at få klippet visne skud af, tynde ud i nogle af prydbuskene, klippe de visne blomsterstande af hortensia, fjerne tykke lag af blade i blomsterbedene og så få luget ukrudt. Forbavsende er det hvert forår at se, hvordan der igen er mælkebøtter, som har slået sig ned midt i stenhøjsbedet eller langs flisekanten. Inden længe blomstrer de igen (på lune voksesteder blomstrer de allerede), og det har jeg såmænd ikke noget imod, når blot de gør det langt fra mine bede! Også græstotter forstyrrer billedet – dem vil jeg gerne have bliver i plænen og ikke i bedet. Lige nu er rodnettet ikke så stærkt, så græs er nemt at luge væk. Runden gennem haven er endnu ikke helt tilvejebragt, så jeg glæder mig lidt over at temperaturene er lave – så vokser ukrudtet heller ikke så hastigt, og forårstravlheden kan godt stilles lidt i bero.
Flot og længe blomstring
Det kølige vejr sikrer også, at vi har en længere periode med forårets smukke blomster på buske og træer. Ofte eksploderer foråret, så vi næsten ikke når at nyde de smukke planter, men i år trækker “kulden” processen lidt i langdrag, og det er rigtig dejligt. Nogle steder er der dog så meget nattefrost, at især blomsterne på magnolietræerne har taget skade.
En tur i drivhuset
Det kølige vejr giver rig mulighed for at komme i drivhuset og gøre klar. Mange af de kuldetålende frø kan sagtens sås ud nu, og da det jo varer lidt inden de spirer, så er det altid godt at komme i gang i god tid. Tiden i drivhuset kan også bruges til at gøre glasset rent, drikke kaffe, spise frokost eller måske tage en lur. Bliver det meget varmt, så skal der sættes luft på huset. Drivhuset kan også bruges til at få varmen, når rygstykkerne er blevet kolde efter timers arbejde med bøjet ryg.
Få varmen på plænen
Der er mange måder at holde varmen på. Én af dem er at fatte riven og trillebøren – evt. køre en gang på kryds og tværs med vertikalskæren – og ja, det er da lidt af en tjans at gå i gang med at rive mos ud af plænen, men når du bagefter topdresser og gøder, så får du en plæne som enhver golfspillers ville drømme om at spille på!
En anden opgave, du også kan holde varmen ved er plantning af nye buske, frugtbuske, stauder, roser, hæk eller et nyt træ til haven? Udvalget er stort, når du handler i dit lokale havecenter, hvor de også står klar med vejledning i valg af planter, der passer til din have.
Venter på tjenlig havevejr
Når det igen bliver bedre vejr med højere temperaturer, så skal køkkenhaven for alvor plantes til. Løg skal sættes, ærter sås og de lækreste hestebønner i jorden. Naboens høns må så lige styre sig lidt, for de kan nemt finde frem til ærterækkerne, som jeg nok bliver nødt til at dække forsvarligt under en lille grotunnel.