Der er mange, som har stor glæde af at dyrke deres egne grøntsager i haven. Fornøjelsen af at gå i køkkenhaven for at plukke salat, høste bønner, plukke ærter og trække gulerødder og porer op. Grøntsagerne er først og fremmest praktiske og har et defineret formål – nemlig at vi skal spise dem, men egentlig er de jo også rigtig flotte.
BLOMSTER I KØKKENHAVEN
For at understrege det smukke i køkkenhaven, så er det ikke ualmindeligt, at der også dukker blomster op. Det kan være morgenfruer og tagetes, som jo begge er spiselige. Det kan også være hele rækker af zinnia, stolt kavaler, sommerasters og studenternelliker. Netop denne idé gør det muligt, for det første at nyde køkkenhaven endnu mere, men også at kunne klippe mange blomster til buketter, uden at det skæmmer billedet af havens blomsterbede, hvor det af og til kan være lidt svært at nænne at klippe blomsterne af.
GRØNTSAGER I BLOMSTERBEDENE
Det modsatte gør sig faktisk også gældende, og flere og flere benytter muligheden for at nyde de smukke grøntsager i blomsterbedene. Der er mange gode bud på grøntsager, som kan vokse sammen med stauder og blomstrende buske, og her får du lige tre bud.
ARTISKOK
Flotte grålige blade og en blomsterstand med særdeles flotte og dekorative blomster. Det er blomsterbunden, som man spiser, og den skal høstes inden blomsten springer ud.
BLADBEDE
Gule, hvide, grønne eller røde. Bladbeder fås i mange forskellige sorter og deres farvespil gør sig godt sammen med mange sommerblomster og stauder. Bladbeder er også spændende at anvende i krukker.
KÅL
Palmekål, grønkål, rødkål – der er mange forskellige typer kål, og ønsker du at glædes over deres flotte pryd, så er det oplagt at plante kålplanter ind i dine blomsterbede.