fbpx

Snart skal vi stille urene til sommertid

Sommertid

Tiden flyver afsted

På mange måder er det et noget underligt forår. Alle står på spring, men vejret er vinteragtigt, og når kalenderen allerede i næste weekend byder på sommertid, virker det helt forkert. Ikke desto mindre er det fakta. I weekenden mellem 25. – 26. marts skal vi sætte urene frem, og havemøblerne ligeså. Det er i grunden en skæg huskeregel vi har omkring sommertids begyndelse og afslutning. Frem og tilbage med både urtets visere og havemøblerne.

 

Klargøring af havemøbler

Vi har i Danmark ikke så fint et begreb, som svenskerne har – Fika. Når man i Sverige bliver budt på Fika, består det af kaffe/te og brød/kage i hyggelige omgivelser. Eksempelvis på terrassen, hvor havemøblerne står klar og parasollen skygger, så smørret og glasuren ikke smelter. Danskerne har så patent på “hygge” begrebet, og her spiller havemøblerne en stor rolle en stor del af året. Der skal nemlig ikke meget forårssol til, før en stund i havemøblerne giver god mening. Måske kigger naboen forbi, eller måske trænger du bare til en pause fra de mange forårsgøremål i din have.

Vask og rengøring

Malede havemøbler
De malede havemøbler bliver med årene slidte og skal ca. hvert 5. år slibes og nymales. Den årlige rengøring på alle flader er nyttig inden du sætter dem til vinteropbevaring, men nåede du det ikke (det gjorde jeg ikke), så skal alger, snavs og skidt vaskes af. En blød børste er et godt redskab, og brun sæbe er et effektivt rensemiddel.

Teaktræhavemøbler
Teaktræ er et genialt valg af træ til udendørsmøbler. Det er utrolig robust og kan klare at stå mange dage/år ude. Det har dog bedst af at komme i ly for vinteren. Ikke i varme, men under dække og i ly for regn og sne. På træet er det helt almindeligt, at der opstår pletter af gråskimmel og andre skimmelsvampe, som vi naturligt har. Undlad at pakke træmøbler ind i plastik – det giver naturens svampe gode vilkår. De skal stå tørt!
Til vedligeholdelse af teaktræ kan du vælge at anvende olie, men ønsker du, at træet skal have et naturligt udseende, kan du undlade oliebehandlingen og imprægnere med sæbe.
 

  1. Bland 2 dl hvide sæbespåner i 1 l lunkent vand og pisk blandingen godt op. Lad sæbegrøden stå og danne en konsistens af tyk grød i ca. et døgn.
  2. Smør sæbegrøden ud på træet med en svamp eller bomuldsklud. Skrub, så evt. snavs opløses og løsnes. Lad opløsningen trænge godt ned i træet i ca. ½ time. Skyl så grundigt efter med vand.

Nu er møblerne gjort rene og er klar til imprægneringen.

Den samme grød, som du brugte til rengøring smørres nu på træet og skal sidde i ca. ½ time. I stedet for at skylle med vand, skal det overskydende sæbe tørres af. Polér i træets retning til møblet står flot og blankt. Nu er sæbehinden med til at beskytte mod snavs.

Plastik havemøbler
Mange havemøbler er fremstillet i plastikmaterialer. Vejrbestandige vævede og flettede møbler. Der følger altid en plejevejledning med, men ofte er det nok at bruge en opvredet klud, når møblerne tørres af efter vinteropbevaringen. Generelt bør man ikke anvende sulfo, da det udtørre plastmaterialerne.

Vedligeholdelse af vores havemøbler forlænger møblernes levetid og giver både stor tilfredshed og skåner vores miljø, når de ikke skal kasseres efter få års brug.