Brug dit ukrudt i maden
Brændenælder – indeholder både jern, A og C vitamin
Brug brændenælder på samme måde som spinat. I supper, saucer, gratiner, lasagne og i omelet. Når stænglerne begynder at blive hårde, så nøjes med at plukke bladene. Planten holder op med at brænde, når den tilberedes.
Stuvede brændenælder
2 store håndfulde blancherede brændenælder (husk handsker)
2 dl fløde
Løg og hvidløg efter smag
Salt, peber, muskatnød
Lad ca. 2 dl vand koge op med 2 spsk. salt og blanchér de skyllede brændenældeskud (øverste 20-30 cm) i ca. 30 sekunder. Hæld umiddelbart brændenælderne over i koldt vandbad. Pres nu vandet godt ud af brændenælderne og hak dem groft.
Smelt en klat smør tilsat løg og hvidløg og tilsæt de hakkede brændenælder, krydr med salt, peber og muskatnød. Hæld 2 dl fløde ved og lad blandingen koge ind i ca. 15 min.
Skvalderkål – rig på C og B vitamin
Skvalderkål kan anvendes ligesom rucola. I salater, på pizza, sammen med capaccio, i supper, brøddej og i fars. Pluk i det tidlige forår og hen til efteråret. Skvalderkål dufter og smager svagt af peber, og de nyeste skud er de lækreste. Skvalderkål er i familie med bl.a. selleri og persille.
Pesto med skvalderkål
Pluk ca. 100 g af de nyest udsprungne blade
2 fed hvidløg
75 g parmasanost
75 g mandler (med eller uden skal)
Saft fra en lille citron
Olivenolie indtil den ønskede konsistens
Salt og peber efter behov
Alle ingredienser blendes og smages til. Serveres til italienske retter – er især god sammen med pasta.