fbpx

Tjek jordens temperatur

De forspirede kartofler viser tegn på forår, men hvornår kan man egentlig gå i gang med at lægge kartofler?

Hvornår er jorden klar til at lægge kartofler i?

I disse feberrige influenzatider, så er husets termometer måske lidt hyppigere i brug. Vi måler også temperaturen i køleskabet, i frysere og i husets opholdsrum, men hvordan måler man egentlig temperaturen i jorden – og hvad skal man bruge den information til?

Mange planters livsfunktioner går mere eller mindre i stå om vinteren, hvor temperaturen er lav. Forårets komme vækker planterne, og her er temperaturen ofte afgørende for, hvornår planterne for alvor kommer i gang. Det gælder også for de planter, som vi gerne vil dyrke i eks. køkkenhaven, i højbedet og på terrassen.

Måske har du lagt mærke til de marker, der i øjeblikket dækkes af plast eller fiberdug? Det er de grøntsagsavlere, som allerede nu har lagt kartofler, og som benytter plasten eller dugens evne til at hæve temperaturen i jorden – og dermed fremme processen hos de nylagte læggekartofler. Det kan synes som et stort arbejde, men hvem vil ikke gerne være med til at sælge de første nyopgravede danske kartofler?

Du kan selv måle jordens temperatur
Ved brug af et jordtermometer er det enkelt at holde øje med temperaturen, men har du ikke lige sådan et, så er der hjælp at hente. Landbruget har nemlig udarbejdet en service, hvor jordbrugerne kan få oplyst den temperatur, som er netop i deres område.

HER KAN DU SE JORDTEMPERATUREN I DIT POSTNUMMER

Når du klikker på ovenstående link, så kommer du ind op Landbrugets hjemmeside med jordmålinger. Du søger på dit postnummer under grafen og venter nogle sekunder – så dukker en ny graf op.

Det er lidt sjovt at følge med i jordtemperaturen, og når jorden er omkring 8 grader varm, så kan de forspirede kartofler komme i jorden. (så er regnen måske også løbet igennem)

Har du lyst til at prøve nye typer af læggekartofler, så har dit havecenter fået friske forsyninger hjem, og de har ofte mange sorter at vælge imellem.