Mortens aften med rødkål
Mortensaften den 10. november fejres til minde om biskoppen Martin af Tours, som ikke ville være biskop
Martin af Tours blev født af romerske forældre og levede tilbage i 300-tallet i Romerriget. Den 11. november er det mortensdag, og det fejrer vi aftenen før ved at spise gås eller and. Den Morten, som vi fejrer hed altså Martin af Tours.
Ville ikke være biskop
Martin af Tours havde et godt hjerte, men var en fattig soldat. Han kunne helbrede syge og hjalp andre fattige. Hans ry var så godt, at befolkningen i Tours ville have ham som biskop, men det ville Martin ikke. Da de kom for at udnævne ham til biskop, gemte han sig i en gåsesti, hvor gæssene hurtigt afslørede ham, hvormed han blev tvunget til at påtage embedet som biskop for byen.
For at råde bod på den oplevelse, bestemte biskop Martin, at alle husstande en gang om året skulle slagte mindst én gås og spise den – det var den dag, han blev udnævnt.
Sådan kom Mortens aften til Danmark
I Danmark kom historien om Martin og gæssene første gang på tryk i 1616. Festen for helgen Martin af Tours fik det nye danske navn Morten Bisp. I Danmark spiser vi traditionelt gåse- eller andesteg mortensaften.
Tilbehør
Det er altid godt med kål, når rettens fedtindhold er lidt til den høje side. Kål indeholder bitterstoffer, der modsvarer den fede smag, og rødkålen er selvskrevet til Mortens aftens and eller gås. Rødkålen kan tilberedes som kogt – traditionel rødkål, eller du kan lave en lækker råkostsalat.
Opskrift på rødkålsalat med et islæt af waldorfsalat
(4 personer)
300 g rødkål
200 g blegselleri
200 g grønne druer uden kerner/halveres
100 g tørrede dadler uden sten skæres i mindre stykker
150 g æbler i små tern
50 g valnødder
Rødkålen og blegselleristængler snittes fint. Valnødder ristes på en varm pande og hakkes i mindre stykker. Alt blandes sammen og du kan bruge denne dressing, eller selv lave den, du bedst kan lide:
Dressing
riv skallen af en økologisk appelsin
3 spsk friskpresset appelsinsaft
1 spsk flydende honning
1 tsk æblecidereddike
salt og peber