fbpx

Aronia

Høsten efter en dejlig, men våd sommer og sensommer bærer nu frugt som skal hjælpe os alle med at få fyldt depoterne op med masser af vitaminer og antioxidanter. Jagten på bær med ekstra mange antioxidanter får især ét af efterårets bær højt op på listen – aroniabærret eller surbær, som flere nok kender det på. Frugten bliver betegnet som verdens sundeste bær i USA. Bærret kan høstes fra surbærbusken, der har det latinske navn Aronia melanocarpa – udvalgte sorter findes i dit havecenter. Busken er et bekendtskab værd, for hvert forår blomstrer den med smukke hvide blomster i skærme, der efter blomstring omdannes til bær. Hvert efterår stråler den lille busk med de skønneste høstfarver. Busken stammer oprindeligt fra Nordamerika, men også i østeuropæiske lande findes den vildtvoksende. Sorterne af Aronia melanocarpa hedder bl.a. ’Viking’, ’Hugin’, ’Aron’ og ’Ared’.

Surbær er nært beslægtet med rønnebær og smager da også noget bittert. Da syreindholdet i bærrene er lavt, anbefaler vi at du laver marmelade eller syltetøj med tilsætning af syreholdige madæbler. Kog også gerne saft af bærrene. Her kan saften anvendes i smoothies, cocktails, eller i et glas appelsinjuice.

Tips

Surbær kan også fås som et opstammet træ med krone – velegnet til krukker eller i bedet, hvor det er svært at finde ledig plads.

Æble-surbærmarmelade

Til 1 kg surbær skal du bruge:
500 g skrællede syrlige æbler skåret i store tern
3 dl vand
Frisk limesaft og fintrevet skræl
Smag til med ønsket mængde sukker
Melatin – tykningsmiddel

De skyllede bær kommes i en gryde sammen med æblestykker og lime. Tilsæt vand og lad blandingen koge til bærrene brister. Smag til med sukker, jævn med Melatin og hæld på rengjorte glas.
Surbær smager dejligt sammen med vaniljeis, til ost og som marmelade på nybagt brød.

Af Marianne Bachmann Andersen