September er ofte lig med arbejdslørdage i dagsinstitutionernes omkringliggende grønne områder. Her tumler masser af børn rundt hver eneste dag hele året og slider områdets beplantning til.
Alligevel har udvalget på skolen truffet beslutninger om at lave voldsomme beskæringer af buskarealer, der jo med tiden breder sig og tager mere plads op, end det oprindeligt var planen.
Mange forældre og lærer tager de grove handsker på, finder beskærersakse og ørnenæb frem, for derefter at gå hårdt til værks på rugosa-roser, snebær og spiræa. Kan det dog gå an?
En sådan grov ”varmemesterbeskæring” har til formål at sætte bevoksningen tilbage, men ofte sker der det, at de stærkeste planter så vokser hurtigst frem, og hindrer de svagere planters fremfærd.
Måske skulle man overveje helt at fjerne de planter, der breder sig for voldsomt og lade de mindre aggressive være tilbage i oprindelig form? Man kunne også forestille sig, at der skulle plantes nye planter ind i disse bevoksninger. Måske ville en plante som surbær, der får de smukkeste efterårsfarver og spiselige bær, være en løsning?
Er du med i udvalget på jeres skole, så søg vejledning i dit havecenter, inden de store radikale beskæringer går i gang på DIN skole.
Af Marianne Bachmann Andersen