Sommervejret sparkede os ind i den første sommermåned og nu er forventningerne høje til de kommende måneder, for udelivet er perfekt med masser af gode gøremål, men også med masser af ægte dansk hygge på terrassen med familie og venner. Har du ikke allerede plantet krukker til med sommerblomster, så er det stadig muligt at nå at få dem til at se flotte ud. Der er masser af blomsterrige planter at vælge imellem. Alle de forskellige sommerblomster, roser, stauderne og hortensia, dahlia, hosta, de små opstammede prydtræer eller måske et stort miks af alverdens krydderurter og jordbærplanter, der så småt er begyndt at levere solmodne bær. Er du ked af at vande hele tiden, så vælg krukker, der er glaserede på ydersiden – de fordamper ikke vandet nær så hurtigt. HUSK at der skal være hul i bunden, så vandet kan løbe væk når sommerregnen skyller ned – ellers drukner de arme blomster. Brug en ordentlig kvalitetsjord til krukkerne. De hårdtpressede sække med knoldet helt sort spagnum fra supermarkederne er ikke meget værd og giver sjældent masser af blomster og tilvækst. Kom også gerne gødningsbolcher i krukken, når du planter, for så er du fri for at komme gødning i, når du vander.
TIPS Brug en regnvandstønde for enden af dit nedløbsrør, så er vandet gratis
Af Marianne Bachmann Andersen