fbpx
Koreakornel
Sommer Artikel

Mindre træer passer godt til mindre haver, men selv i store haver skal der være plads til de mindre træer. Hele foråret har vi nydt de smukke magnoliatræer, der med en overflod af blomster i nok omkring 3 uger har prydet haven. De første år efter plantningen, er tilvæksten moderat eller lille, men når planten er godt etableret, vokser den kraftigt til. Højdemæssigt bliver magnoliatræer sjældent mere end 4 – 6 m, men de kan godt blive meget brede. Nu er blomstringen for de fleste sorter ovre, så har du brug for at beskære, kan du med fordel gøre det netop nu. Magnolia sieboldii – åkandemagnolie blomstrer sent og fortsætter ofte med at blomstre hele sommeren.

Har du problemer med at få magnolietræet til at vokse i din have, skal du købe et ældre eksemplar, grave et stort plantehul og fylde det med spagnumblandet jord. Husk nu at vande træet godt og sørg for, at der ikke er ukrudt eller græs omkring træet i en diameter på 1 m.

En god ”blomsterafløser” for magnolietræet er koreakornel. Det lille træ med de noget usædvanlige, men særdeles dekorative blomster, der i mange tilfælde fuldt kan dække hele træet. Fra begyndelsen af juni måned springer blomsterne ud. Afhængigt af sorten, er blomsterne enten rent hvide, svagt rosa, mørkrosa eller limegrønne. Størrelsen og formen på blomsterne varierer også.

Koreakornel skal placeres et lunt og beskyttet sted i haven, og du kan med fordel plante koreakornel i surbundsbedet, hvor de fleste rododendronplanter netop skal til at danne ny vækst.

2016 koreakornel 02

Koreakornel er en løvfældende plante, som hvert efterår slutter af med et festfyrværkeri af løvfarver, og er du heldig, får du om nogle år mulighed for at høste de knaldrøde spiselige frugter.


Af Marianne Bachmann Andersen