fbpx
Syrensaft
Forår Artikel

Havens mange forårsblomstrende buske og træer har stået, og står stadig med blomsterflor i så klare farver, at man dagligt forbavses over effekten. De seneste uger er turen kommet til syrenerne. De vilde sydfynske syrenhegn lokker turister til i store busser og havens ”ægte” storblomstrende syrener sætter trumf på med dobbelte blomster og meget store blomsterstande. Når blomstringen aftager, overtager de småblomstrende syrener, der også kaldes for dværgsyrener – sikken en fest! Vi kender alle den skønne sødlige duft af syrenblomsterne – duften er ikke helt ens i alle sorter, men både de vilde, de ”ægte” og dværgsyrenerne har duftende blomster. Den duft kan du faktisk få glæde af, hvis du laver saft på blomsterne. Saften kan efterfølgende fortyndes med vand ligesom hyldeblomstsaft, eller du kan bruge syreneliksiren til at pifte et glas hvidvin eller mousserende vin op.

Pluk bare
Syrener danner allerede deres blomster på sidste års tilvækst, så fordi du plyndrer dine syrenbuske, vil det ikke have stor betydning for næste års blomstring.

Opskrift
Kog en lage af:
1 l vand
1 kg rørsukker
Skrællen og saften af 2 usprøjtede citroner
Lad lagen køle af til max. 40 0C.

Syrenblomsterne klippes fri af de kraftigste stilke og rystes, så der ikke er insekter med. Saml så mange, at det fylder ca. 2 L.
Fyld blomsterne i store sylteglas og hæld sukkerlagen over. Luk låget, og lad blandingen stå ca. 24 timer. Nu skal alt indholdet igennem et klæde og den klare syrensaft kan hældes på rengjorte glas, som opbevares i køleskabet.


Af Marianne Bachmann Andersen