fbpx
Bøgebladlus
Forår Artikel

Det er slet ikke skønt at støde ind i bøgehækken i øjeblikket. I store hvide klistrede klumper sidder en masse små dyr. Det er bøgebladlus, der med deres klistrede vokslag beskytter sig mod deres naturlige fjender. Oftest sidder lusene i de alleryderste skud, som jo lige om lidt skal klippes af. For det er jo sådan med bøgehækken, at den lige nu er standset med at gro, men fra slutningen af juli måned begynder at vokse igen. Har du tålmodighed, så vent med at klippe hækken, men har du behov for at få klippet hækken nu, så beregn klipning nr. 2 til august.

Tilbage til lusene. De har en livscyklus på ca. 21 dage. Dvs. de klækker fra æg og bliver voksne og kønsmodne på 21 dage. Vælger du at sprøjte for lusene, kan midlet Calypso anvendes. Calypso købes i dit havecenter. Sprøjtningen skal du gentage hver 3. uge og du dæmper mængden af lus, men det er yderst vanskeligt at blive helt fri for dem. Du kan også bekæmpe lusene ved at anvende biologisk bekæmpelse. Rovnæbtæger æder nemlig de klistrede lus. Rovnæbtæger findes naturligt i haverne, men der skal rigtig mange til, for at få bugt med et massivt luseangreb, men det kan du gøre noget ved. Rovnæbtægerne kan bl.a. bestilles via dit havecenter, og det kræver kun én udsætning og derefter en hel masse tålmodighed, mens rovtægerne æder sig igennem det massive luseproblem. Er du heldig, vil rovtægerne slå sig ned i din bøgehæk og være klar til at afhjælpe næste års luseangreb.


Af Marianne Bachmann Andersen