fbpx

asparges

Forårets første grøntsag er asparges. De spæde grønne skud dukker frem og bryder jordskorpen allerede i maj måned. En af de nemmeste grøntsager i køkkenhaven, når først aspargesbedet er etableret. Inden det er sket, kræver det stor tålmodighed og venten i minimum 3 år.

Selve jorden

Asparges kan ikke lide tung, leret jord, og den skal helst være uden sten. En god muldrig og godt kalket jord er helt rigtigt til aspargesplanter. Tilføj eventuelt noget grus og kompost til havejorden for at gøre den mere porøs, således aspargesstænglerne nemt kan bryde igennem.

Plant i april

Man kan egentlig godt plante asparges i hele havesæsonen, men det er bedst at gøre det i slutningen af april måned. Køb bundter af aspargesplanter i dit havecenter, køb dem i potter eller så dem selv. Hurtigste resultat fås ved at købe bundter eller potter med asparges, men det kan lade sig gøre at så dem selv – blot tager det yderligere et par år, før der kan høstes.

Plant de blækspruttelignende rødder i store plantehuller, så rødderne spredes godt ud eller spred rødderne godt ud, hvis du planter fra potter. Afstanden i rækken er 30-50 cm, mens afstanden til næste række er 1 – 1,5 m. Sæt planterne så dybt, at der er 5 cm jord ovenpå røddernes basispunkt.

Oplagringen er i rødderne

Som så mange andre planter, har asparges alle sine ressourcer i rødderne. Det gælder om at få dannet så store rødder, som muligt. Det gør planten ved at toppen producerer nyvækst og derefter sender den til rødderne. Aspargesplantens top er jo netop de skud, som vi gerne vil spise. Høster vi dem, vil rødderne ikke have mulighed for at blive store nok. Derfor ventetiden!
Når der er gået 3 gode somre, har aspargesrødderne en tilpas stor størrelse, således de ikke bukker under, når vi høster toppen.

Hvide asparges

Man behøver ikke købe forskellige sorter af asparges for at få hvide asparges. Det er faktisk samme plante, blot er måden, de dyrkes på forskellig. Grønne asparges er de nemmeste at lave. Ønsker man imidlertid at forsøge sig med de hvide af slagsen, skal man gøre følgende.

  • Når de første skud kommer til syne om foråret skal de dækkes. Læg 30 cm jordvold op over skuddene.
  • Stænglerne vokser nu gennem jordvolden uden lys og bliver derved hvide.
  • Når skuddene fra stænglerne når toppen, kan de høstes. Brug en lang kniv eller et aspargesjern, så stænglerne skæres ved basis og kan trækkes op af volden.

Efter høst jævnes jordvolden, så planterne kan gøre sig klar til næste sæson.

Dejlige spiser med asparges

Spis dem rå i salater eller kog dem let i vand med lidt salt. Servér dem sammen med fisk eller kød, spis dem alene med lidt olie eller smør. God appetit!

Af Marianne Bachmann Andersen