Er man så heldig at have et drivhus, er det en god idé at bruge det til at overvintre ikke helt hårdføre planter. Plant de lidt sarte planter i krukker, som du kan flytte rundt med.
Fra oktober/november måned, når de første nætter med nattefrost varsles, skal du så flytte krukkerne ind, hvor frosten ikke skader planterne. Her er drivhuset et oplagt valg.
Vintervæde
Først og fremmest skal de lidt sarte planter have mulighed for at stå i tørvejr. Det er nemlig ofte den store nedbørsmængde, som generer planterne. Da de jo ikke vokser om vinteren, bruger de heller ikke noget af vandet i krukken, som står med rødderne under iltfattige forhold og det får ofte plantens rødder til at rådne.
Har du hårdføre planter plantet i krukker, behøver de ikke at flyttes i drivhuset, men sæt dem gerne ind under udhænget på huset, så det ikke regner og sner ned i krukkerne.
Uopvarmede drivhuse
Langt de fleste drivhuse i de danske haver har ikke indlagt varme. Havde de det, kunne man blot sætte termostaten, så der ikke bliv minusgrader. Det bliver derfor hurtigt frostvejr selv inde bag glasruderne.
Glas er et meget dårligt isoleringsmateriale. Det er en fordel, når vi vil drage nytte af forårssolens effektive stråler – drivhuset varmes hurtigt op. Det er så lidt af en ulempe, når vi gerne vil holde på varmen, som hurtigt forlader huset om aftenen. Isolér derfor dit drivhus med nubret folie.
Drivhuse, der er bygget op med aluminiumsprofiler, kan påføres små afstandsstykker, som plasten sættes fast på. Det er derfor ganske simpelt og nemt at isolere dit drivhus.
Den første forårssol
Planter, som ikke kommer fra hjemlige himmelstrøg, har svært ved at tilpasse sig vores klima og årstider. Planter, som oprindeligt kommer fra lande i nærheden af ækvator vokser hele året rundt.
Når vi i Danmark har milde vintre, vil disse planter vokse selv i januar måned. En pludselig ændring i vejret er derfor livsfarlig for disse planter, som jo ikke er gået i hi og derved beskytter sig mod kulden.
Planter fra sydlige egne vokser, når temperaturen stiger. Fra marts måned vil temperaturen i drivhuset om dagen nemt komme op i nærheden af 20 grader C.
Sørg derfor for enten at tage planterne ud, så de ikke ”tyvstarter” eller sørg for at temperaturen i drivhuset ikke bliver for høj – kan gøres ved at åbne vinduerne. Skal planterne stå permanent i huset er problemet ikke så stort, så vokser de jo bare, som de har lyst.
Af Marianne Bachmann Andersen