Vejret kan vi ikke tillade os at klage over. Sjældent har en sensommer og et efterår leveret så mange brugbare udetimer, som det er tilfældet i år. Selv om fyringssæsonen startede 1. oktober, vil mange kunne mærke, at radiatorerne er langt fra en fuldtidsstilling og forbruget af fyringsolie eller gas minimal.
Mange planter holder flyttedag i disse uger. Hækplanter plantes flittigt, frugttræer graves ned og staudebede fornyes, etableres og vedligeholdes. Jordens temperatur er relativ højt, jorden er fugtig og tørrer ikke ud, som den gør i foråret, og ikke mindst er planternes livscyklus på vej i dvale, og kan derfor bedre tåle at blive flyttet.
For bare 25 år siden var det kun et fåtal af planter, som kunne købes i potter. Dengang plantede man stort set kun i efteråret. Planterne var nemlig barrodede. Et ord, som beskriver hvordan planternes rødder er ”bare” og derfor uden beskyttelse.
I takt med evnen til at gro planter i potter blev øget, blev det muligt at udvide plantningstidspunktet, så det nu er muligt at plante stort set hele året rundt. Vi har således flyttet den største aktivitet i haverne til foråret, hvor vi alle længes efter udelivet efter en lang og mørk vinter.
Det vil nok fortsat være således, at den største aktivitet i haverne vil være forår og sommer, men vores snusfornuftighedsgen er STORT i disse efterkrisetider, så mange benytter sig af at kunne plante barrodede planter her om efteråret.
Hør i dit havecenter hvilke planter du kan købe barrodede – de er ofte meget billigere at plante, når de ikke har stået i potte først.
Af Marianne Bachmann Andersen