fbpx
aeblehoest
Sommer Efterår Artikel

Dyrene tænker så småt på at samle forråd til den lange vinter. Gnaverne samler nødder og korn, mens vi mennesker, trods krisen, endnu ikke er fuldstændig afhængige af at være selvforsynende.

Mange af havens frugter er i disse uger klar til at blive høstet, lagt forsvarligt i kasser og sat i ly og læ for vind og vejr. Både æbler, pærer og snart hasselnødder samler vi sammen, som gjaldt det livet!

Heldigvis har blæsevejret sørget for lidt godt til dyrene i form af nedfaldsfrugt, men har du mange snegle i din have, er nedfaldsfrugten desværre også næring til deres videre færd. Temperaturen er relativt høj, så forrådnelsesprocessen sker hurtigt og tiltrækker både hvepse og spyfluer. Ikke just så appetitligt, hvorfor jeg i år samler nedfaldsfrugten sammen og hælder det på komposten.

Kasserne med forråd af flotte, søde og lækre æbler går jeg igennem hver uge for at fjerne de rådne af dem – de udvikler nemlig store mængder af gassen ætylen, som er med til at modne og forrådne de øvrige frugter i kassen. Gemmeæbler lægger jeg kun i ét lag og i processen sorteres store og små i hver deres kasser. Mindre æbler holder nemlig længst, så hvorfor ikke spise de største først?

Tidlige æbler er uundværlige, de middeltidlige æbler er rare og holder et par måneder, mens de sent modne æbler kan gemmes rigtig længe.

Af gode sene sorter, der kan lagres helt hen i januar måned kan nævnes:

  • Elstar/Elshof
  • Rød Ingrid Marie
  • Rød Belle de Boscoop
  • Spartan
  • Topaz

Af Marianne Bachmann Andersen