dahlia
Sommer Efterår Artikel

Når frosten har væltet stænglerne og hele toppen ligger slatten hen ad jorden, er tiden kommet til at få gravet knolde af georginer og gladiolus op.

Er de ikke helt klar endnu, skal du klippe stænglerne af i en højde på ca. 25 cm. Læg enkeltplanterne til tørre og fjern så meget af jorden fra knoldene, som det er muligt.

Knoldene skal hele vinteren stå tørt, mørkt og ved plusgrader i kasser med luft mellem lagene.

Er knoldene ikke helt tørre, når du lægger dem i kasser, skal du tage dem frem efter et stykke tid og ryste mere jord af. Ligger de med for meget fugtig jord omkring sig, vil gråskimmel hurtigt blive et problem, som tager pusten fra knoldene og gør dem ude af stand til at bryde til næste forår.

Har du mulighed for det, skal du sørge for at skrive farve/navn på en etiket og gemme i kasserne.

Mange haveejere, der har gemt georginer i mange år oplever, at enkelte sorter dominerer deres samling. Det skyldes, at der er forskel på hårdførheden, hvorfor især de mørkerøde sorter synes at være de mest robuste.

Har du opdaget nye favoritter, kan du til foråret købe knolde i dit havecenter.

Af Marianne Bachmann Andersen