Du kan så spinat i april måned, høste det i juni og nå at så et nyt hold i august, som høstes i september. Almindelig spinat går hurtigt i blomst, når temperaturen er høj, så ønsker du sommerspinat, skal du så den Newzealandske spinat i stedet for. Når spinaten begynder at sætte blomsterstande, skal den høstes.
Klip planterne over og riv alle de grønne blade af. Nu er det vigtigt at få skyllet spinaten grundigt, så det ikke knaser i tænderne under aftensmaden.
Fyld de mange blade i en stor balje, babybadekar, murespand eller håndvask. Skyl bladene flere gange, så al sand og jord opløses og falder til bunds. Kog vand i en stor gryde og blancher de mange blade i det kogende vand. Du kan også blot fylde de våde spinatblade i gryden og dampe spinaten med det vand, der følger med.
Frys portioner ned til vinterens mange retter eller brug opskriften på stuvet spinat.
Du kan også spise spinatbladene i grøn salat.
Opskrift på stuvet spinat til 4 personer:
Pluk, skyl (grundigt) og blancher ca. 800 g spinat.
Hak 1 løg og pres 1 fed hvidløg.
Kom lidt smør i en gryde og sauter løgene.
Findel det blancherede spinat med en skarp kniv og bland det i gryden sammen med 2 dl fløde.
Lad spinaten simre og koge ind.
Smag til med salt, peber, muskatnød og evt. ingefær.
Serveres som tilbehør til frikadeller, kogt hamburgerryg, oksesteg ect.
Af Marianne Bachmann Andersen