fbpx
Faren for nattefrost er ovre

Faren for nattefrost er ovre

Slip blomsterne løs

Det har godt nok været noget af en forårsgyser med rigtig mange dage, hvor græsset står hyldet i rimfrost og bøgehækkene er blevet brune i toppen – skadet af frosten, som i dette forår kom temmelig ubelejlig. Vi har slæbt planter ind og ud, dækket med fiberdug, og i det hele taget været lidt trætte af, at det skal være så besværligt. Nu ser det heldigvis ud til, at vi endelig kan slippe alle blomsterne løs, og det igen kan være skønt og dejligt at være hobbygartner.

I drivhusene står potter og priklebakker med ærteblomster, bønner, sommerblomster og georginer. Nu kan de endelig komme ud på deres blivende vokseplads, for temperaturerne er endelig så stabile, at risikoen for nattefrost helt er forsvunden (og vi krydser fingre for at den ikke vender tilbage).

SOMMERBLOMSTER
Det betyder også at krukkerne endelig kan plantes til med de fantastiske sommerblomster, der bestemt ikke tåler nattefrost, men som elsker sol og varme. Og vi elsker dem – deres mangfoldighed af blomsterformer og -farver, som kan arrangeres og sættes sammen på mange måder.

Der er et kæmpe udvalg af forskellige sommerblomster:

  • pelargonier
  • spanske margueritter
  • petunia
  • begonia
  • chokoladeblomst
  • tvillingeblomst
  • bægerranke
  • lobelia
  • verbena
  • nyresnerle
  • sølvtråd
  • lykkekløver
  • edderkoppeplante
  • euforbia
  • texassalvie
En tur i havecentret eller planteskolen kan nemt transformeres til de skønneste og lækreste krukker og kurve på terrassen eller foran hoveddøren.