Det forholdsvis lune vejr forsinker efteråret
Om syv uger er året gået, og om 20 dage begynder den første vintermåned. Jordtemperaturen ligger stadig omkring 10 grader og det regner. Jeg talte med en planteskolemand den anden dag, og han undrede sig over, at trods den høje temperatur og det manglende løvfald, så vokser græsplænerne faktisk ikke ret meget. Vi blev enige om, at det er al nedbøren, som stresser græsrødderne så de bliver inaktive.
Ser jeg tilbage i min fotos fra samme tidspunkt sidste år, så er der kun få dages forskel på løvfaldet, så alt er nok som det plejer at være.
Gråt i gråt
Kigger man ud gennem vinduet, så kan en regnvejrsdag godt virke noget tung at komme igennem. Tager man derimod regnjakke og gummistøvler på og konfronterer det grå, så opdager man hurtigt, at der er mange brune, orange, røde og gule farver i efteråret.
På mine bilture gennem landskabet møder jeg de mest maleriske scenerier, hvor der er plantet skov. Især bøgetræerne er imponerende flotte lige nu. Havernes bøgehække lader sig da heller ikke fornægte, når det gælder om at vække opmærksomhed, men hvordan er det muligt for planterne sådan at skifte farve?
Høstfarverne er gemt væk
Idet træer, buske og stauder springer ud i foråret, så er alle efterårets farver allerede dannet i bladene. Først når vi rammer jævndøgn og dagene bliver korte, bremses væksten og planterne trækker deres sukkerstoffer tilbage til grene, knopper, stamme og rod. Vi ser denne forandring tydeligst hos de løvfældende planter, men det er faktisk ens for alle planter – de går i hvile.
Klorofylmolekyler giver bladene den grønne farve. Planternes fotosyntese udføres med klorofyl som motor. Fotosyntesen danner energi og får plantens vækst i gang. Der er også klorofyl i planter med mørke blade og planter med gule blade, men her er mængden ikke så stor – den grønne farve dominerer ikke.
Klorofylindholdet falder
Når årets vækstperiode lakker mod enden, så produceres der færre klorofylmolekyler. De sidste rester af klorofyl nedbrydes af solens stråler, og når klorofylindholdet falder i bladene, så bliver de bagvedliggende orange, brune og røde pigmenter synlige.
Gule pigmenter hedder Xantofyller.
Orange pigmenter er Carotener.
Røde og lilla farver dannes af Anthocyaniner.
Brune farver er tanniner.
De gule, orange og røde pigmenter bliver også langsomt nedbrudt af solens stråler – det er kun de brune farver, tanniner, der forbliver brune vinteren over.