fbpx

Hvilke planter trænger mest til vand?

Jordbærplanter hører til de planter, som meget gerne må vandes netop nu – så får du nemlig store flotte bær om få uger
Det er langt fra alle landets haver, der har været så heldige at få nedbør, så hvordan får man prioriteret hvilke planter, der trænger mest?

DEM DER SKAL HAVE VAND
Nogle af planterne i haven skal have vand så de ikke visner og dør.
Det gælder for:

  • Nyplantede buske, stauder, roser, stedsegrønne, sommerblomster, hække, udplantningsplanter i køkkenhaven osv.
  • Planterne i drivhuset, som slet ikke får nedbør
  • Krukkerne, hvor planternes begrænsede rodnet hindrer dem i at søge vand længere nede i jorden
DEM SOM VIL HAVE GODT AF VAND
En tur rundt i haven vidner om planter, der står og hænger med hovederne efter en lang og varm dag. Det kan være i staudebedet, men også andre planter har deres rodnet til at ligge så højt, at de ikke formår at sende sugende rødder dybt ned i jorden.
  • Stauder – også selvom de har stået i din have i årevis
  • Hortensia, som er en meget vandkrævende plante
  • Surbundsbedets mange planter, der vokser i spagnum, som ikke har særlig god vandholdeevne og derfor hurtigt tørrer ud
  • Blåbærbuskene, der også er plantet i spagnum
  • Næsten alle planter på en sandet jord, som også hurtigt løber tør for vand
  • Jordbærplanterne, som lige nu er i fuld gang med at danne bær – deres rodnet er højtliggende, og de bruger alle deres kræfter på at danne store flotte bær i disse uger
  • Køkkenhavens afgrøder. Lige fra kartoflerne til de nysåede salater og bønner.
DEM DER BEDRE KLARER SIG UDEN EKSTRA VAND
Måske har du været ude med hakken i haven og opdaget, at der er stor forskel på, hvor tør jordens overflade er. Især er planter i skyggen mindre tørkeramte, men også de store træer og stedsegrønne planter synes at klare sig fint uden ekstra vandinger.
Når du vander får du mindst vandspild, hvis det gøres når det ikke blæser for meget, og når solen ikke skinner skarpt. Tidlig morgen eller aftenvandinger er de bedste.

Syrenfest og -saft

Maj måned slutter af med et brag af syrenblomstrende buske

Maj er lig med syrener, og jeg kender ingen, der ikke bliver glade, når snakken falder på syrener. De sidste uger har beriget os med de “vilde” syrener (især på Sydfyn) i hegnene, men også de podede sorter med ekstra store blomsterklaser, er kommet med til festen. Sidst, men ikke mindst følger de småblomstrede syrener, som er selvskrevet i selskabet.

IKKE DEN BEDSTE SNITBLOMST
Syrenblomster er svære at få til at holde i en vase. Det går meget godt de to første dage, men så kniber det gevaldigt.

Forlæng holdbarheden ved at:

  1. Fjerne de grønne blade
  2. Kom blomsterne direkte i koldt vand
  3. Knus stænglernes ender inden du anretter din buket i vasen
  4. Skift vandet jævnligt og kom evt. lidt sukker i

DU KAN OGSÅ LAVE SYRENSAFT
Syrenblomsternes dejlige duft kan du få stor glæde af, hvis du laver saft på blomsterne. Saften kan efterfølgende fortyndes med vand ligesom hyldeblomstsaft, eller du kan bruge syreneliksiren til at pifte et glas hvidvin eller mousserende vin op.
Pluk bare løs af blomsterne, for syrener danner deres blomster på sidste års tilvækst, så fordi du plyndrer dine syrenbuske, vil det ikke have betydning for næste års blomstring.

Opskrift på syrensaft
Kog en lage af:
1 l vand
1 kg rørsukker
Skrællen og saften af 2 usprøjtede citroner
Lad lagen køle af til max. 40 0C.

Syrenblomsterne klippes fri af de kraftigste stilke og rystes, så der ikke er insekter i. Saml så mange, at det fylder ca. 2 l. Fyld blomsterne i store sylteglas og hæld sukkerlagen over. Luk låget, og lad blandingen stå ca. 24 timer. Nu skal alt indholdet igennem et klæde, og den klare syrensaft kan hældes på rengjorte flasker, som opbevares i køleskabet.

PS Du finder et stort sortiment af syrener i dit lokale havecenter, som har planterne i store potter – lige til at plante ud hjemme i din have.

GDPR – vi beskytter dine data

Du modtager dette nyhedsbrev, fordi du er tilmeldt Haveglæders nyhedsbrevsliste. Det er vigtigt for os, at dine personlige oplysninger beskyttes, og derfor vil vi informere dig om vores politik og beskyttelse af personlige oplysninger.

Hvad er GDPR?
GDPR står for General Data Protection Regulation og har til formål at styrke og ensrette databeskyttelsen for dig i EU. Det primære mål med GDPR er, at sikre din kontrol over dine persondata.

Du finder vores Persondatapolitik her

Du behøver ikke foretage dig noget, men hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbreve fra os, så er det altid muligt at fraskrive sig nyhedsbrevet nederst i mailen. (men vi håber selvfølgelig at du bliver)