fbpx

Hvad ønsker du dig til jul?

Ønskeliste collage

Julen er børnenes fest – men hvad ønsker de voksne sig egentlig til jul?


Familierne samles for at få sendt ønskesedler ud til alle dem, der skal på jagt efter det specielle brætspil, værktøjet, køkkenudstyret eller sportstøjet. Hvis du mangler inspiration til din ønskeseddel er her nogle “grønne” bud.

Haven som gave
Når jeg tænker tilbage på det haveår, der lige er gået, så har jeg mange positive oplevelser. Min ønskeseddel inspireres netop af disse oplevelser:

– De frøsåede stærke sorter af chili lykkedes det mig endelig at få noget ud af, men flest høstede chili fik jeg nu alligevel på den plante, som jeg købte i havecentret

– Forårsløg i både havens bede og i krukkerne var en kæmpesucces – især de smukke, smukke pryd allium, som jeg helt sikkert gerne vil have flere af

– Rabarber savner jeg i sensommeren, så jeg vil helt klart ønske mig en af de nye efterårssorter, der udvider sæsonen

– Vi elsker hindbær om sommeren, så til næste år vil jeg gerne have nye planter til sommerhuset, så vi kan nyde de skønne bær i ferien også

– Nu skal de gamle ‘Clara Frijs’ pæretræer altså ryddes, for de giver ingen udbytte. Jeg vil helt klart gerne plante to nye pærer i min have til næste år – to sorter, der bestøver hinanden, så udbyttet ikke udebliver

– Roser skal der være plads til i min have, men ikke alle roser trives lige godt. Jeg skal derfor på jagt efter nye sorter, hvor der er taget hensyn til sundheden, for her i haven bruger vi ikke kemi!

– Vi bruger mange timer i haven hvert år, og de fleste bliver brugt på at holde haven i så god form, at det er en fornøjelse at være i den. I 2018 vil der igen være brug for at lægge nogle af havens bede om. Det er dem, hvor det ikke fungerer optimalt. Måske er det de forkerte planter, der er plantet, men det kan også være bede, hvor én af planterne har taget styringen, så der ikke er plads til de planter, som vi gerne vil se mere af. Her skal jeg have et par gode råd at min gartner

– I år testede jeg et jordforbedringsprodukt fra mit havecenter. Det blev lagt ud i bunden af mit rosenbed og mellem rækkerne af ærter og bønner i køkkenhaven. Resultatet var virkelig godt, så til foråret skal succesen gentages endnu flere steder i haven

– handsker, håndredskaber, smarte vandkander, opbindingssnor, krukker, såkasser og andre praktiske redskaber er der altid brug for i min have 🙂

p.s. husk at du også kan ønske dig et gavekort til dit lokale havecenter…

Trends til julen

Mangler du inspiration til, hvordan din jul kan komme til at se ud, så er der hjælp at hente

Nordisk

Nordisk stil
I den nordiske stil handler det om at forenkle især farverne. Det skal være lyst og venligt med stor ro i de stilleben, som du anretter. Dekorationerne skal kun indeholde få elementer, og farverne må ikke “larme” for meget. Der er plads til planter, men det er de mindre af slagsen og gerne dem med sukkulente blade.

Traditionel

Retro med røde farver
De flotte røde nuancer på traditionelle julestjerner, amaryllis understøttes af den mørkegrønne farve på det traditionelle grantræ. Der er lagt op til varme og hyggelige stunder med masser af levende lys og tændt brændeovn. Røde bær, hjerter og masser af traditionelt julepynt understreger denne trend.

Botanik

Grøn jul med botanisk islæt
Den grønne jul er nok noget anderledes, men bestemt et rigtig godt bud på, hvordan de lidt yngre generationer kan lide at pynte op til julen. Her er der masser af struktur på de grønne planter, som både skal være store, men bestemt også små og sukkulentagtige. De grønne planter er forholdsvis nemme at passe, og så trives de godt i den mørke tid af året. Farverne er selvfølgelig grønne, men også jordfarverne finder vej i denne trend.

Billederne er taget i Plantorama Odense i forbindelse med deres KvindeTrend arrangement