fbpx
buskbom

Danmark er kendt for at plante mange hække. Den mest anvendte plante til hæk er fortsat liguster, men bøgeplanter ligger stærkt på andenpladsen.

Vi bruger hække som skel mod naboerne, hække som kant til havens bede og hække til at dele haven op, så der opstår flere rum.

Selv i mindre haver vil hække skabe hygge og intimitet og gøre den besøgende nysgerrig efter at se, hvad der gemmer sig på den anden side. For at undgå, at der går sport i at klippe metervis af hække, kan man jo overveje at plante hække, som ikke skal klippes.

Klippede og uklippede hække
Avnbøg, naur, skovæbler, lind og lærk hører, foruden liguster og bøg, til de plantearter, der bruges til klippede hække. Stedsegrønne hække som buksbom, taks, cypres, tuja og kirsebærlaurbær plantes både som klippede og uklippede hække.

Til gruppen af uklippede hække bruges mange af vore dejlige prydbuske: Spiræa, buskpotentil, stjernetop, surbær, uægte jasmin, fjeldribs, snebær og rynket rose. Desuden er bambus god som hæk.

Størrelsen på de planter, man køber til hæk, varierer. Ofte betegnes planterne både med alder og højde. De kan hedde 1/2 50-80, hvilket betyder at de har vokset 1 år på frøbed og 2 år på priklebed samt at højden ligger mellem 50-80 cm. Liguster hedder typisk 0/2 80-100, hvilket betyder at de har stået 2 år på priklebed og er mellem 80-100 cm høje.

Har du ikke tid til at vente på, at hækken skal få den rette højde, kan du plante store, allerede tilpassede hækplanter; også kaldet Færdighæk®.

Efterår er hækplantetid
Når dagslængden og temperaturen beskæres i efteråret, lukker planterne naturligt ned for saftstrømmene. De går i hvile og kan derfor, uden at de tager skade, graves op og flyttes til et nyt voksested. Når man planter om efteråret, er der stadig en relativ høj temperatur i jorden. De nyplantede planter kan derfor nå at lave nye rødder. På den måde tyvstarter planterne på deres første vækstår.

En god artikel om hække
Vil du vide mere om de utallige dejlige hæktyper, gode planteråd, de bedste tidspunkt, jordforhold mv., kan du læse artiklen “Et land med hække” lige her…

Af Marianne Bachmann Andersen