fbpx
jernurt

Verbena bonariensis

August måned er en måned, som for mange opleves delt i to dele. Den første del er stadig fyldt med feriestemning og strandstemning, mens den resterende del af måneden fyldes op af skolestart og arbejde. Haven må ligesom passe sig selv i denne måned. Er vejret godt, vil terrassens aktiviteter fylde meget, men regner det, kan selv terrassen få lov at gro til!

Blomster i haven er der rigtig mange af i august måned. De fleste roser fortsætter deres blomstring, og i staudebedet er de mange sensommerstauder på deres højeste. Kæmpe jernurt hører til blandt de sommerblomstrende stauder. Den starter med at blomstre i juli måned og fortsætter helt hen til oktober og november. De ret kraftige blomsterstængler holder blomsterklaserne flot.

Plant den som overstander i staude- og rosenbedet. Plant den på gårdspladsen eller plant den i krukker sammen med andre sommerblomster.

Kæmpe jernurt er en enårig plante. Det vil sige, at den dør hvert år. Fortvivl dog ikke, de mange frø, som kæmpe jernurt producerer, sår sig selv det efterfølgende år. I enkelte tilfælde kan planten også overvintre og vokser videre om foråret.

Af Marianne Bachmann Andersen