fbpx
hvid-syren
Forår Sommer Artikel

Nogle af verdens smukkeste og mest berømte haver er hvide haver. Planterne i haverne er valgt, fordi de har hvide blomster og smukt løv, der væver sig sammen til en stemningsfuld helhed. Ideen er nem at bruge i et hjørne af haven, i en lille gårdhave eller måske omkring terrassen.

Hvide og sølvgrå farver er kølige farver. Men resultatet bliver alt andet end koldt, når de uendeligt mange forskellige nuancer af hvide, sølvgrå og grønne farver får lov at understrege hinanden, uden at andre farver blander sig og forstyrrer. Resultatet bliver på én gang enkelt, elegant og eksklusivt.

Den hvide have er dejlig på alle tider af døgnet, men ikke mindst i skumringstimen og nattemørket er den hvide have en oplevelse af de helt specielle. De hvide farver reflekterer det sparsomme lys, så blomsterne synes at lyse i natten. Derfor giver den hvide have ekstra glæde, hvis den etableres der, hvor familien opholder sig ved aftentide.

Der kan for eksempel etableres smukke, hvide bede omkring terrassen eller i en hyggelig krog af haven indrettet med en romantisk siddeplads. En lille gårdhave eller en taghave kan også med fordel indrettes hvidt i hvidt.

Der findes et væld af smukke buske med hvide blomster og kønt løv, der er som skabt til den hvide have. For at opnå den helt rigtige effekt er det vigtigt, at du vælger flere planter med samtidig blomstring, men også at du sørger for, at der er blomstrende planter gennem hele sæsonen. De planter, der ikke blomstrer, understreger de blomstrende med deres løv og danner rammen i den hvide have.

Stemningen i den hvide have indfinder sig allerede i årets første måneder, hvis du planter stjernemagnolie, Magnolia stellata. De stjerneagtige, snehvide blomster springer ud før bladene. I milde forår kan det ske allerede i marts. Efter blomstringen springer det kønne løv ud, og stjernemagnoliens smukke vækstform gør den til et fund for den hvide have uanset årstiden. Stjernemagnolie trives bedst i humusrig jord ligesom rododendron, så plant den gerne i spagnum.

magnolia-stellata-royalsta

Perlebusk, Exochorda x macrantha ‘The Bride’, er et andet oplagt valg til den hvide have. Busken er meget smuk, når den i maj dækkes af snehvide blomster i tusindvis, men også før blomstringen er den et stort aktiv i den hvide have. Blomsterknopperne sidder som skinnende, hvide perler og pynter de graciøst buede skud.

exochorda-thebride

Plant alm. syren, Syringa vulgaris ‘Mme. Lemoine’ sammen med perlebusk, for de to hvidblomstrede buske klæder hinanden smukt. ‘Mme. Lemoine’ har fyldte blomster, der sidder tæt sammen i store toppe. Blomsterne er ikke alene kønne, men dufter også skønt. Ikke mindst om aftenen. Den blomstrer i maj-juni og udvikler sig efterhånden til en kraftig busk på 3-6 meter i højden.

syringa-vulgaris-mmelemoine

Spiræa, Spiraea betulifolia, er endnu et godt valg til den hvide have. Det er en lille, velformet busk, der bliver omkring en meter høj. Den har de sødeste små, savtakkede blade og blomstrer fra begyndelsen af juni med lette skærme af snehvide blomster. Busken blomstrer og udvikler sig godt, selv om den placeres i halvskygge.

spiraea-betulifolia