fbpx
acer-palmatum

Træer i haven er uundværlige. De skaber skygge på en glohed sommerdag, giver liv til fuglene året rundt og er med til at skabe perspektiv i haven.

Passerer du et forholdsvis nybygget boligkvarter, er træerne endnu ikke ret store. Du ser kun de nybyggede huse med spæde hækplanter og få spinkle træer plantet i græsplænen. Passerer du et boligkvarter, der er etableret for 30-50 år siden, vil du opleve en bedre balance mellem bygninger og haver – og det pga. de velvoksne træer.

Nye boligejere i huse, hvor haven er godt groet til, ønsker luft og vil gerne starte haven forfra. Det kan man selvfølgelig også, men man skal være varsom med at fjerne alle de store træer.

Kan ikke li’ store træer
Har man ikke lyst til de store træer i haven, kan man jo plante de lidt mindre træer og alligevel have glæden af, at træerne fylder.
Japansk ahorn er et rigtigt godt bud på træer, der ikke bliver så store. Nogle af sorterne kan faktisk dyrkes i store krukker på terrassen.

Fordelen ved de lidt mindre træer, der er løvfældende, er, at de ikke efterlader ret mange trillebørfulde nedfaldne blade til komposten. Alligevel skal man huske at holde græsset væk fra bunden af træerne, og de første år efter plantningen skal man vande i tørre perioder og gøde et par gange fra maj-ugust måned.

Nogle af de mest almindelige japanske ahorner:

Acer palmatum ’Atropurpureum’, opret træ med purpurrøde mellemstore blade.

Acer palmatum ’Bloodgood’, opret træ omkring 2 m højt med meget mørke purpurrøde blade.

Acer palmatum ’Dissectum’, kugleformet vækst 2 m høj med lysegrønne blade.

Acer palmatum ’Garnet’, kugleformet vækst 2 m høj med purpurrøde blade.

Acer palmatum ’Inaba-shidare’, opret vækst og overhængende grene med purpurrøde blade.

Acer palmatum ’Osakazuki’, opret med grønne blade, fantastisk efterårsløv

acer-palmatum-bloodgood
Acer Palmatum Bloodgood
acer-palmatum-dissectum-atr
Acer Paltmatum Dissectum Atropurpureum
acer-palmatum-osakazuki
Acer Palmatum Osakazuki

Af Marianne Bachmann Andersen