Plant jordbær nu
August er en rigtig god måned til at plante jordbær i. Sommeren 2018 har bidraget til mange desserter og retter med masser af friske jordbær, så hvorfor ikke dyrke de skønne bær i egen have?
Hvis du allerede nu tænker tilbage til juni måned, hvor de mange jordbær gjorde tilværelsen ekstra god, så er det nu, du kan gøre dit til, at der allerede til næste forår vil være bær på planterne. Jordbær er kortlivede planter, der allerede efter 3 – 4 år falder meget i udbytte.
Har du allerede jordbær i din have, så er det nu, du skal fornye nogle af dine rækker og plante nye friske jordbærplanter.
SÅDAN GØR DU Køb friske planter i dit havecenter. Så undgår du problemer med diverse sygdomme, som jordbær desværre nemt kan mistrives under. Måske er det fristende at anvende nogle af de mange udløbere, som naboens planter danner her i august, men det kan stærkt anbefales at plante friske og sygdomsfrie planter fra havecentret.
Plantning i veldrænet og fint forarbejdet jord fri for ukrudt og store sten. Ibland gerne kompost, inden du planter. Plant altid i frisk jord, hvor der ikke tidligere har vokset jordbær. Plant så “højt”, at du stadig kan se plantens hjerteskud. Afstand på 40 cm mellem planterne i rækken og en afstand på 1 m mellem rækkerne.
Vanding i forbindelse med plantningen er nødvendig. Opfølgende vanding er vigtig den første sæson i tørre perioder, og da jordbær har meget højtliggende rødder, er det planter, der hurtigt kommer til at lide af vandmangel.
Pasning med gødskning hvert efterår – gerne tilført som kompost. Sidst på sommeren klippes de mange udløbere af planterne, som så kan bruge energien på at danne de blomsteranlæg, som til næste sommer giver mange saftige og dejlige bær.
|