fbpx
Tips til drivhuset

Tips til drivhuset

Gode råd om tomater, agurker, aubergine, peber, chili, meloner

Juni er den første sommermåned, og i drivhuset er der ved at være gang i væksten på tomatplanter, agurkeplanter, chili, peber, aubergine og meloner

Trods en kølig maj, så er det heldigvis lykkedes at få sommerens grøntsager til at trives. Måske er tilvæksten ikke til nye rekorder, men planterne har haft god mulighed for at danne nye rødder og det ses tydeligt på toppen, som vokser og danner nye blade, blomster og sideskud. Du får her de bedste tips til at lykkes med dine grøntsager.

TOMATPLANTER
Toppen bindes op, så den ikke brækker af. Der findes flere løsninger til opbinding, men en snor bundet fast i husets top virker altid. Tomatplanterne danner sideskud i bladhjørnerne, og dem skal du fjerne, så planten ikke danner en busk, men en lang ranke, hvorpå tomaterne modner. Du må endelig ikke fjerne blomsterstandene (som også dannes i bladhjørnerne).

AGURKEPLANTER
Deres skud er meget bløde og knækker nemt. Når først agurkeplanterne har fået fat med nye rødder, så suser de afsted i en mægtig fart. Husk at binde op løbende. Sideskud dannes også her, men dem kan du lave agurker på. Dog anbefaler vi at du standser sideskuddene, når de har dannet to agurker hver. Du standser skuddene ved at klippe enden af.

CHILI OG PEBER
Her går det knapt så stærkt, og en støttepind er ofte nok, når vi taler opbinding. Jeg kan varmt anbefale at fjerne de første blomster, der springer ud. Årsagen er, at planterne ofte bruger al deres energi på at danne nye frugter og “glemmer” at gro. Når du fjerner de første blomster får planten ro til at blive større inden den skal lave frugter – på den måde får du langt flere frugter. Der er stor forskel på de forskellige peber- og chilisorters vækst, så du må prøve dig lidt frem. Blomsterne er nemme at klippe eller nippe af.

AUBERGINE
En skøn grøntsag, der kræver varme – derfor skal den vokse i drivhuset. Du kan dyrke babyauberginer (her bliver planten ikke så høj) eller almindelige auberginer (her skal planten have støtte). Auberginerne kræver kun lidt støtte – resten klarer planten selv.

MELONER
Det er sjovt at dyrke meloner selv. Skuddene minder noget om agurker, og derfor skal man lægge en plan for, hvad man vil gøre med dem. Skal de bindes op eller blot vokse henad gulvet eller jorden? I modsætning til agurkeplanter, som nemt kan levere 20 – 50 agurker pr. plante, så er meloner mere beskedne. De får ofte kun to frugter pr. plante. Melonerne er meget tunge, så vælger du at binde skuddene op, så vær opmærksom, når frugterne dannes – dem skal du lave et net til, så skuddene ikke går i stykker pga. den store vægt. Når melonplanten har dannet 2 – 4 frugter, skal du standse skuddenes vækst og evt. fjerne de skud, som ingen frugter har. Nu kan planten bruge al sin energi på at modne melonerne.

GØDNING
Der skal selvfølgelig gødning til for at få et godt resultat. I dit lokale havecenter har de et stort udvalg af specialgødninger til dit drivhus, og gartneren kan vejlede dig i, hvilke du bør anvende. Dyrker du i kapillærkasser, så kan du hælde flydende gødning ned i dem – husk at supplere med gødningsvand, når der mangler. Det er nemt at blande en vandkande med gødning og hælde i kasserne. Vælger du at bruge flydende økologisk gødning, skal du altid vande ovenpå jorden, for gødningen bundfælder og kan ikke bruges i vandbeholderen.

SYGDOMME OG SKADEDYR
Der kan komme svampe på bladene og skadedyr i planterne. Hvis du som udgangspunkt sørger for at planterne har vand, næring og bliver passet med opbinding og knibning, så lykkes det for de fleste at dyrke egne grøntsager. Kommer der lidt meldug eller brune pletter på tomaternes blade, så kan du evt. klippe dem af og fjerne dem (fjern aldrig alle bladene). Tjek peber og chili for bladlus. Fjern lusene ved nænsomt at klemme topskuddene eller spul dem med koldt vand. Spindemider i agurkeplanter kan kun afhjælpes ved at tilføre rovmider – dem kan du købe i havecentret.

Du finder dit lokale havecenter her