fbpx

Bodil Hennecke
Gartner Bodil Hennecke viser planter frem

Efteråret er lig med nyt til haven

Jeg har i den forgangne uge haft fornøjelsen af at være på planteinspirationsdag hos en dygtig staudegartner. Hos Hennecke stauder producerer de hvert år 650.000 stauder i små potter. De har omkring 1200 forskellige og de sælger deres planter til havecentre og anlægsgartnere.

Sammen med andre planteentusiaster, som bruger det sociale medie Instagram, fik vi en masse gode fif og idéer til stauder i haven. Det var brancheforeningen Danske Planteskoler, som stod bag arrangementet. De vil nemlig gerne fremme brugen af dansk producerede planter, og der blev lyttet og spurgt til de mange planter.

Haveglæder bakker også op om de danske planteskoler, som vi i detailhandlen er så afhængige af. Planteskolerne sikrer, at planterne er hårdføre, at de er produceret på den bedste måde med bæredygtighed som en naturlig del af virksomhedens drift, og så er de hele tiden i gang med at forny sortimentet til endnu bedre planter.

På den måde sikres haveglæden.

 

Efteråret er genial tid til at plante nyt

Hvad kan du plante nu?

Spørger du gartneren, så vil svaret være ALT – næsten.

Vi kan nærmest få alle planter til haven som pottegroede planter, hvilket gør det muligt at plante på mange forskellige årstider. I potten har rødderne udviklet et godt og solidt rodnet med både kraftige og små rødder – parate til at søge ud i din jord, når du planter dem.

Mange af efterårets planter kommer direkte fra de planteskoler, som producerer planterne. De sælger dem til havecentrene, hvor du og jeg kan handle.

Udvalget er stort, så du kan ofte få lige de planter, som du går og drømmer om. Skal du plante ny hæk, så kan du allerede nu planlægge og bestille dine planter – der går endnu nogle uger, inden de barrodede hækplanter kan graves op af jorden.

 

Nyd det smukke efterårsvejr med en tur i haven

Weekenden byder på smukt og lunt vejr, så det er oplagt at planlægge nyt i din have. Snart falder temperaturen og ifølge meteorologerne vil der også falde regn til den lidt tørre havejord.