fbpx

Daglilje Haveglæder

 

Forskellige smage

De helt gule dagliljer, Hemerocallis citrina, har en frisk og lidt limeagtig smag, mens sorter med rosa og rødlige toner har toner af peber og chili. De smager bedst lige inden de åbner blomsten helt – faktisk smager de anderledes i knopstadiet.

 

Lidt om dagliljer

Dagliljer hører til i gruppen af stauder, der er længelevende, robuste og nemme at have med at gøre. Man kan spore deres oprindelse tilbage til antikken, for kineserne har 2.500 år gamle tegninger af den meget smukke blomst. Faktisk kender man mest til dagliljen som en slags grøntsag i Kina. Blomsterne og blomsterknopperne er velsmagende, og kan sammen med helt nyudsprungne blade nydes til mange måltider – enten friske eller som dampede grøntsager. Plantens smertelindrende egenskaber er ligeledes blevet anvendt medicinsk.

I midten af det 1600 århundrede kommer dagliljerne til Europa. Her bringer de handelsrejsende planterne til Venedig og Lissabon. Mens man dengang havde fokus på plantens spiselige karakterer, så har vi i dag mere fokus på de mange fine krydsninger, som har resulteret i skønne sorter med masser af farvespil og ynde.

 

Også til den naturprægede have

Holder man sig til rene arter, så er dagliljens blomst mindre i størrelsen og ofte i rene farver. Netop fordi dagliljer er temmelig robuste, så egner de sig også til at vokse på mere naturprægede arealer. Her klæder de lidt mindre blomster bedre landskabet.

 

Hemmerocallis lilioasphodelus (flava)

80 cm høj med lysegule relativt små blomster, som holder sig flot. Duftende blomster. Blomstrer fra juni – juli

Hemerocallis citrina

80 cm høj med limegule relativt små blomster, der har en fin duft om aftenen. Lidt grove blade, der passer fint til den vilde have. Blomstrer fra juli – august.

 

Masser af pryd

Elsker du farver og store blomster er navnesorterne oplagte at plante. Farvespektret er stort, så du kan nemt få dem til at passe ind flere steder i haven.

 

Nemme planter

Jorden du planter i, skal være veldrænede, men ellers er der ingen krav til, hvilken jordtype dagliljer bedst vokser i. Hvis det er en meget let og sandblandet jord, så bliver planterne ikke helt så store, og er jorden meget næringsrig, så bliver de højere og mere ”løse” i væksten.

Dagliljer kan både tåle en tørkeramt sommer og et nedbørsrigt efterår. Det forudsætter dog, at planterne er veletablerede og har et fuldt udviklet rodnet.

Dagliljer har tubeformede rødder, som planten formerer sig med. Hvert år danner den en ny mængde små planter, i umiddelbar nærhed af ”moderplanten”. Efter adskillige år kan pladsen godt blive lidt trang, og det kan gå ud over blomstringen. Du kan redde blomstringen ved at grave planten op i efteråret eller foråret inden den springer ud igen. Løsn plantens massive vækst og del den lidt ud, inden du igen sætter planten ned.

 

Placering i fuld sol eller halvskygge. De ”vilde” typer er mest tolerante overfor skyggede forhold, mens de forædlede sorter er smukkest i fuld sol.

Pasning med vand de første år efter plantning er nødvendig. Fjern den nedvisnede top i det tidlige forår og gød, når væksten starter.

Dagliljens blomst holder – som navnet antyder – en dag. Planten danner heldigvis et stort antal blomster, så der er ofte fine blomster i planterne over en lang periode fra juni – august. Det kan være nødvendigt at rense planterne for visne blomster for at bevare et fint udtryk.