fbpx

Plant sødkartofler i køkkenhaven

 

De er særdeles dekorative – prydkartofler

Det er sjovt at lege med forskellige planter i køkkenhaven

 

Holder du også af at dyrke dine egne grøntsager, så har du måske også prøvet at dyrke sødkartofler? Selvom plantens oprindelse er under meget varmere himmelstrøg, og at den slet ikke tåler frost, så kan man faktisk godt få et fint udbytte af knolde, når plantens top til efteråret går ned.

Stor prydværdi

Jeg har en gang tidligere haft en række med sødkartofler i min køkkenhave, og i år har jeg igen plantet en række. Denne gang er planterne sågar ekstra fine, for man har udvalgt nogle fine sorter med flotte blade og små søde tragtformede blomster. Sødkartoffel hedder Ipomea og er botanisk langt fra vores kendte kartoffel. Ipomea er en slyngende plante og fås også i en anden art, som laver store smukke blomster – en sommerblomst.

Kræver opbinding

De fine planter vil vokse med lange slyngende skud og for at kunne styre planternes omfang, så planter jeg dem omkring et lille stativ, som de kan gro i. Udover dette er der ikke megen pasning. Vand i tørre perioder, beskytte mod sen nattefrost og så luge ukrudt, så konkurrencen for vand og næring ikke er for stor.

Velegnet til krukker

De dekorative bladbærende Ipomea eller prydkartofler er oplagt at plante i krukker. De lange skud vil gro ud over krukkens kant, så vælg gerne en lidt høj krukke. Brug den under opstammede sommerblomster eller et podet lille prydtræ. Kombinér bladenes farve med andre bladplanter – alunrod, hosta eller små græsser. Når det bliver efterår kan du høste sødkartoflerne i bunden af krukken.

Se også min lille video, hvor jeg viser, hvordan jeg planter Ipomea i min køkkenhave